Oversigt

Seneste nyt

Bil på afveje rammer butiksfacade

En bil kørte lørdag middag gennem en butiksfacade på Gammel Køge Landevej i Valby.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Ifølge beredskabet skal bilen have ramt butiksfacaden på en legetøjsbutik "med lav fart", men billeder fra stedet viser, at facaden ikke blot er ramt - bilen står halvt inde i butikken.

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Københavns Politi, som oplyser, at føreren af bilen sad fastklemt efter hændelsen.

- Personen sidder fastklemt og kan ikke selv komme ud. Føreren er ikke kommet til skade, men er fastklemt på en måde, så det ikke er muligt at komme ud af bilen, siger Dyre Sønnicksen, som er vagtchef hos Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.

Vagtchefen forklarer, at føreren ifølge eget udsagn ikke kunne bremse, da bilen skulle parkeres. Det undersøger politiet nu.

- Der er ingen andre tilskadekomne - heller ikke i butikken, siger Dyre Sønnicksen.