Biografdirektør om Palads: En biograf uden gæster er ikke en biograf

Der står blæst om Nordisk Film Biografers planer om at rive Palads-bygningen helt eller delvist ned. Men direktøren for Nordisk Film Biografer, Asger Flygare Bech-Thomsen, mener ikke, der er andre løsninger.

For direktøren for Nordisk Film Biografer, Asger Flygare Bech-Thomsen, er den farverige Palads-bygning på Axeltorv i København et smertensbarn.

For nok har den mere end 100 år gamle bygning mange arkitektoniske kvaliteter. En foyer med fine marmorgulve, ovenlysvinduer og en del af de oprindelige, store marmortrapper. 

Men antallet af gæster, i det der engang var biografkædens flagskib, har siden 1989 været i konstant fald.

Direktøren for Nordisk Film Biografer, Asger Flygare Bech-Thomsen
Direktøren for Nordisk Film Biografer, Asger Flygare Bech-Thomsen
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

 Fra 1.450.000 gæster i 1989 til omkring 450.000 i 2019 - lige før covid-pandemien. 

- Jeg synes, at Palads er en ok forretning, men faldet er da slemt. I sidste ende så når vi jo et punkt, hvor der ikke er nogen gæster. Og en biograf uden gæster er ikke en biograf, siger Asger Flygare Bech-Thomsen. 

Palads november 2022
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol

Det betyder dog på ingen måde, at Nordisk Film Biografer har planer om at lukke ned på Axeltorv.

Derimod er der planer om rive Palads-bygningen helt eller delvist ned og bygge nyt.

For det er på ingen måde placeringen, der er noget galt med; centralt i København og lige ved Vesterport Station.

Problemet er den komfort, kunderne oplever, mener Asger Flygare Bech-Thomsen. 

Antallet af gæster i Palads har været konstant faldende siden 1989.
Antallet af gæster i Palads har været konstant faldende siden 1989.
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol


- Palads ligger i kundetilfredshed lavest i vores kæde. Og det, der trækker den ned, er sal og sæde, billede og lyd, siger han. 

Og løsningen på de problemer kan, ifølge Asger Flygare Bech-Thomsen, ikke findes inden for rammerne af den nuværende Palads-bygning, der første gang slog dørene op for publikum i 1918.

- På ingeniørsprog er der ikke rigtig plads til det, siger han.

- Hvis man byggede den om, får man ikke noget, der er lige så godt, som hvis man byggede noget nyt.

Den 10. november 2022 præsenterede Nordisk Film Biografer og arkitektfirmaet Cobe derfor tre forslag til fremtidens Palads. 

Forslag, hvor de nuværende 17 biografsale reduceres til 10-12 stykker, som alle placeres under jorden.

Netop det antal sale er nødvendigt for at kunne spille hele filmrepertoiret for et bredt publikum, forklarer Asger Flygare Bech-Thomsen.

"Olsen Banden går amok" foregår blandt andet i Palads. På et tidspunkt kommer Egon, Keld og Benny ud af døren her og bliver overrasket over at se, politiet kommer ind i foyeren.
"Olsen Banden går amok" foregår blandt andet i Palads. På et tidspunkt kommer Egon, Keld og Benny ud af døren her og bliver overrasket over at se, politiet kommer ind i foyeren.
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol

Og så er målet, at en ny bygning skal kunne mere end det:

- Hvis salene kommer under jorden, så håber jeg, der kommer noget ovenpå, der kan give et pust til Axeltorv. Men hvad vigtigst er; noget der giver trafik hele dagen, for Axeltorv er ret dødt, siger han. 

Tegnestuen Cobes tre forslag til et nyt Palads.
Tegnestuen Cobes tre forslag til et nyt Palads.
Foto: Nordisk Film Biografer

Ifølge direktøren er en hel eller delvis nedrivning den eneste mulighed, efter han og hans forgængere siden 1998 har prøvet at finde andre løsninger.

- Ja, det er den løsning, vi er nået frem til, efter vi har prøvet stort set alt andet eller overvejet alt andet.

Både i 2017, 2020 og altså igen i år er der fremlagt planer, hvor Palads helt eller delvist må lade livet. Og hver gang har der lydt et ramaskrig.

Asger Flygare Bech-Thomsen hæfter sig ved, at de stærke følelser for bygningen ikke er nye. 

Det oplevede man også i 1989, hvor kunstneren Poul Gernes gav bygningen de farver, den har i dag. Også det affødte protester:

- Allerede der slog den voldsomt ud. Og det er så sjovt nok, for det er nogenlunde det samme som nu; hvis man laver noget om, så kommer der en voldsom reaktion, påpeger han. 

Palads november 2022
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol

I de forslag, der er blevet fremlagt de seneste fem år, har det at "lave om" på Palads dog en noget mere vidtrækkende betydning end at give bygningen nye farver.

Det mest bevarende af tegnestuen Cobes tre forslag, som blev fremlagt i november 2022, lader en del af facaden stå, mens det meste af den øvrige bygning må vige pladsen for nybyggeri. Og det falder rigtig mange for brystet.

Protesterne er væltet ind på Nordisk Film Biografers facebookside.

Asger Flygare Bech-Thomsen fremhæver igen og igen, at Nordisk Film Biografer denne gang har søgt at finde et kompromis ved at involvere borgerne i processen. 

Der har blandt andet været holdt såkaldte dialogmøder om sagen. Men kritikere oplever det snarere som "spin" og "manipulation", at de skal forholde sig til de tre forslag, når det, de ønsker sig allermest, er at bevare Palads.

Palads november 2022
Foto: Peter Boye / TV 2 Kosmopol

Amalie Strømberg Loft fra facebookgruppen "Bevar Palads" har beskrevet det sådan her:

"Hvordan får man folk til at virke mildere stemt over for noget, som de i bund og grund ikke vil have? Det gør man ved at bringe dem i en vildfarelse om, at de selv har været med til at vælge det."

Asger Flygare Bech-Thomsen afviser kritikken:

- Altså, jeg kan da godt forstå, hvis man ikke vil et kompromis, så synes man, at dem, der går efter et kompromis og søger frem mod et kompromis, manipulerer. Men det er nok et synspunkt.

Et kompromis, der kunne handle om at redde bygningen ved at sælge den, så den kunne bruges til andre formål, er ikke på tegnebrættet:

- Altså, det her det er en biograf. Den har altid været en biograf. Vi har drevet den som en biograf. Det er os, der har investeret i den for at holde den som biograf hele vejen igennem. Og vi er interesseret i, der skal være en biograf her, lyder det fra direktøren. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik