Borgergruppe vil have politisk beslutning udsat, så de kan demonstrere for Amager Fælled

Hos Enhedslisten er der forståelse for ønsket om udsættelse - også fordi, der er kommet over 2000 høringssvar på sagen. Men et flertal er imod.

På mandag bliver Amager Fælles skæbne afgjort, når medlemmerne af Københavns Teknik- og Miljøudvalg skal stemme om en ny lokalplan der skal bane vejen for at bygge 2000 boliger på Lærkesletten på Amager Fælled.

Men Foreningen Amager Fælleds Venner beder nu i et åbent brev politikerne om at få beslutningen udskudt - de vil nemlig gerne demonstrere i forbindelse med mødet, men tør ikke på grund af coronaen.

- Det vil tilsidesætte restriktioner, der bliver sat op, selv om vi har ret til at samles i store demonstrationer, siger Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner, til TV 2 Lorry.

I det hele taget mener Amager Fælleds Venner, at coronaen har skabt svære betingelser for politisk debat om byggeplanerne i det naturgrønne område.

- Der er næsten gået et år, hvor vi har haft corona, og i hele den periode har debatten manglet, Steffen Rasmussen.

Hos Enhedslisten er der forståelse for ønsket om udsættelse - også fordi, der er kommet over 2000 høringssvar på sagen.

- Vi vil godt prøve at se, om udvalget vil være med på en udsættelse af sagen, så vi kan få den i en udvidet høringsperiode og få set nærmere på de her rekord mange høringssvar, siger Enhedslistens medlem af udvalget, Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Teknik og Miljøudvalget for Enhedslisten.

Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Teknik og Miljøudvalget for Enhedslisten.
Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Teknik og Miljøudvalget for Enhedslisten.
Foto: TV 2 Lorry

Flertal vil ikke trække i langdrag

Der er dog stadig et flertal for den nye lokalplan, og blandt flertallet vil man ikke udsætte beslutningen.

- Jeg ser ikke noget formål i at udsætte beslutningen. Beslutningen blev reelt truffet under budgetforhandlingerne for to et halvt år siden, så det er jo en gammel beslutning, og der er ingen grund til at trække det i langdrag, lyder det fra De Konservatives Jakob Næsager, der også er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Der er ingen grund til at trække det i langdrag, lyder det fra De Konservatives Jakob Næsager, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Der er ingen grund til at trække det i langdrag, lyder det fra De Konservatives Jakob Næsager, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Foto: TV 2 Lorry

Hos Amager Fælleds Venner krydser formand Steffen Rasmussen fingre for, at borgergruppens appel kan få et politisk flertal på andre tanker. 

Men tror du reelt, at det har en indflydelse på beslutningen på mandag, om I står og demonstrerer samtidig?

- Vi håber jo hele tiden, at vi kan påvirke politikerne med mere information og gøre dem opmærksomme på, at det her er noget, de skal genoverveje, siger Steffen Rasmussen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik