Oversigt

Seneste nyt

Danskere valfarter over Øresund for at handle billigt ind

Antallet af danskere, der er kørt over Øresundsbron i første kvartal af 2023, er steget med knap 20 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Det skriver Øresundsbron i en pressemeddelelse

I gennemsnit kørte 16.137 biler om dagen over broen mod vores svenske naboer. 

Stigningen kommer især fra den såkaldte fritidstrafik, der er kommet stærkt tilbage efter coronapandemien. Faktisk er den danske fritidstrafik steget med en fjerdedel siden før pandemien i 2019. 

Ifølge Øresundsbron kan den øgede trafik skyldes, at danskerne smutter over sundet for at handle billigt ind. 

- Den tydeligste tendens, vi ser i første kvartal, er en kraftig stigning i den danske fritidstrafik, hvilket sandsynligvis skyldes den lave svenske kronekurs, som gør det meget attraktivt for mange danske kunder at forbruge i Sverige, siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbron:

- Men vi kan også se, at flere mennesker har fået øjnene op for Sverige som turistmål, tilføjer han. 

Udviklingen går dog ikke den modsatte vej. Øresundsbron oplyser, antallet af deres svenske kunder, som kører mod Danmark, er faldet med 26 procent siden 2019. 

Samtidig er balancen tippet - hvor mere end halvdelen af fritidstrafikanterne på broen i 2019 var svenskere, er mere end halvdelen af trafikanterne nu danskere, oplyser Øresundsbron til TV 2 Kosmopol.