Når solen for alvor titter frem, så er der trængsel ved byens udeserveringer.
Men på trods af at borde udenfor trækker gæsterne – og dermed også larmen – ud i det fri og tættere på naboerne, så er langt størstedelen af københavnerne faktisk glade for at bo i en by med udeservering.
Faktisk mener størstedelen - 96 procent - af københavnerne, at der er positive ting ved at bo i en by med udeservering.
Og 97 procent fortæller, at de selv benytter sig af at få serveret mad og drikkevarer på caféer, barer og restauranters borde udenfor.
Det viser en ny måling fra Megafon, som Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har bestilt.
Halvdelen af københavnerne vil også gerne have flere udeserveringssteder i en eller flere bydele. Her er det særligt på Amager og i Sydhavnen, at de adspurgte vil have flere steder med udeservering.
”Det fylder på fortovene”
Megafon-målingen er bestilt, fordi politikerne i udvalget i maj skal tage stilling til nye regler for udeservering i København. Og målingen giver god indsigt, lyder det fra teknik- og miljøborgmesteren:
- Der skal være plads i byen til, at københavnerne kan hygge sig med et måltid, en kop kaffe eller en øl på en udeservering. Men vi skal også lytte til de beboere, der føler sig generet af den larm, der nogle gange følger med, og finde en god balance mellem at bruge byen og bo i den, siger Line Barfod (EL) i en pressemeddelelse.
Der er nemlig også borgere, der mener, at udeserveringer har negative aspekter. Ud af dem svarer lidt under hver femte, at ‘det larmer’, mens 15 procent svarer, at ‘de fylder på fortovene’ og 14 procent svarer, at det giver ‘meget affald og mange cigaretskodder på gaden’.
TV 2 Kosmopol har tidligere beskrevet, hvordan beboere i især Indre By føler sig generet af de mange udeserveringer i de sene aftentimer, hvor promillerne stiger – og dermed også lydniveauet.
Kan spredes ud
Den nye måling viser da også, at især beboere i Indre By og på Christianshavn er lidt mindre positivt stemt over for udeserveringer end beboere i andre bydele.
Vi skal også lytte til de beboere, der føler sig generet af den larm, der nogle gange følger med
For knap en tredjedel af de københavnere, der bor i Indre By og på Christianshavn - og har deltaget i undersøgelsen, mener, at der er for mange udeserveringer i Indre By.
For teknik- og miljøborgmester Line Barfod er det en understregning af, at man med fordel kan sprede bylivet ud til en større del af byen.
- Udeserveringen er fortættet i Indre by, og man kan med fordel sprede udelivet ud til de områder af København, hvor der ikke sker så meget. Det vil også gøre de lidt søvnige områder af byen mere attraktive, samtidigt med, at det vil tage noget af presset fra Indre By, siger hun.