Dommen er faldet: 122 års fængsel til ni mænd i stor narkosag

I en stor narkosag idømmes ni mænd hårde straffe for at have ført en "kompetent" narkoorganisation i tre år.

Ni mænd idømmes tilsammen 122 års fængsel for indsmugling, distribution og salg af sammenlagt 400 kilo kokain.

Dommen er faldet ved Københavns Byret mandag.

Mændene er i alderen 25-49 år.

Sagen mod de ni er hovedsagen i et narkosagskompleks, som af politiet er blevet døbt "Operation Sixpence".

Ifølge retten var de fire bagmænd i sagen Boris Laban, Magnus Kleis Christiansen, Imran Moqadsi Ali og briten Ziggy Janus Rosser Cuming.

Her faldt rettens dom særligt hårdt, og de fire fik henholdsvis 16, 18, 17 og 15 års fængsel.

Fire andre, som regnes for at være såkaldte "pengemænd", Milenko Knezevic, Gilbert Gonzales Rubiano, Karl Kreutzfeldt Berg og Sebastian Kim Sidenius fik fængsel i henholdsvis 15, 12, 11 og 14 år.

Kun fire års fængsel

Den sidste, Mikkel Verlis Gundersen, slap med fire år.

De ni mænd har alle haft forskellige roller i det, anklagemyndigheden har omtalt som en narkotikaorganisation. Organisationen stod bag en kokainhandel på lidt over 400 kilo.

Ifølge retten blev kokainen leveret til en lang række adresser i Københavnsområdet mellem 2019 og 2021.

Ifølge en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) var narkoorganisationen "kompetent", og de dømte havde udstyr til at undersøge rum for skjult overvågning.


Mændene anvendte krypteret kommunikation til koordination af distribution og handel med narkotikummet. Under transporten blev der også benyttet hemmelige rum.

Fire af mændene, Ziggy Janus Rosser Cuming, Milenko Knezevic, Imran Moqadsi Ali og Gilbert Gonzales Rubiano, udvises desuden af Danmark. Én af mændene får indrejseforbud for bestandig, mens tre andre får indrejseforbud i seks år.

Anklagemyndigheden krævede mindst 128 års fængsel. Retten besluttede et langt stykke henad vejen at følge strafpåstanden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik