Efter kendt graffiti forsvandt: Her er otte opsigtsvækkende værker i bybilledet

Byens mure og gavle er plastret til med farverig og tankevækkende street art, hvis man løfter blikket. Her er en guide til otte værker i byen.

Hærværk eller kunst. 

Meningerne om graffiti er mange, men en ting er sikkert: Det er en stor del af bybilledet i storbyen. 

TV 2 Kosmopol kunne i sidste uge fortælle om et ikonisk vægmaleri på en gavl på Nørrebro, der forsvandt efter en renovering. 

Graffitiens forgængelighed er en del af gamet, lyder det fra street art-entusiasten Rikke Severinsen, der arrangerer byvandringer om gadekunst og har udgivet flere malebøger med motiver fra københavnske mure. 

Derfor handler det også om at nyde det, mens det er der, lyder rådet. 

TV 2 Kosmopol har fået Rikke Severinsen til at udpege otte af hendes favoritværker gennem tiden - både lovlige og knap så lovlige kunstværker. 

Se de otte værker længere nede i artiklen.

Rikke Severinsens vej ind i graffitiverdenen er ikke helt traditionel. Faktisk har hun aldrig selv malet på husmure eller været en del af miljøet. Hendes interesse begyndte, da hun var sygemeldt med depression. 

quote Graffitimiljøet kan godt være meget lukket

Rikke Severinsen

- Jeg gik en masse ture og så alle de her farver og udtryk på væggene. Det var sådan, det begyndte, fortæller hun. 

Depressionen gjorde, at hun havde problemer med at holde koncentrationen og at hun rystede på hænderne. For at afhjælpe det begyndte hun at male motiverne, hun så på sine gåture. 

I dag er hun oven på igen og har malet utallige af byens kendte værker, som hun sælger som billeder samt i malebøger til voksne. 

- Jeg begyndte at nørde det helt vildt meget. Hvor det var henne og hvem, der havde lavet det, fortæller hun. 

- Graffitimiljøet kan godt være meget lukket. Det var ikke alle, der syntes, det var fedt, at jeg begyndte at dyrke det så meget. Men jeg prøver at formidle det til almindelige mennesker, så de kan få glæden ved det, lidt ligesom mig selv, siger hun. 

Her er Rikke Severinsens liste over otte vigtige værker i København.

1

"Hvad driver dig og hvorfor", Enghave Station

Foto: Rikke Severinsen

"Hvad driver dig og hvorfor", stod der skrevet på en bygning ved den gamle Enghave Station, det der i dag hedder Ny Carlsberg Station. Værket kunne man blandt andet se, når man tog bussen 1A, men det findes ikke længere.

Ifølge Rikke Severinsen er det Spyo, der stod bag. Spyo har de seneste 10-15 år skrevet rigtig mange af de her samfundskritiske udsagn på byens mure - og han er en favorit blandt mange, oplever Rikke Severinsen.

- På mine byvandringer kan jeg mærke, at folk elsker det han laver. De her udsagn, der kan tolkes på mange måder og som får folk til at tænke.

2

"Dine penge mig i røven", Nørrebrogade

Foto: Morten Raarup

Et andet ikonisk Spyo-værk er "Dine penge mig i røven", om der står på en gavl på Nørrebrogade.

- Det er virkelig et værk, han har claimet, siger hun og fortæller, at det blandt andet har været malet op med røde bogstaver på et tidspunkt, men nu er tilbage til de oprindelige sorte.

- Jeg sammenligner ham (Spyo, red.) lidt med Yahya Hassan. Det er typisk versaler, bogstaver, der råber, og som rykker til normen, siger hun.

3

Yacouba Niepoort, Nordhavn

Foto: Rikke Severinsen

Kunstneren Yacouba Niepoort har lavet et mere fotorealistisk værk på en gavl i Nordhavn, der ifølge Rikke Severinsen også er et kig værd.

4

"Hvad drikker Mølr" Nordhavn

Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix

Hvad drikker Mølr, står der skrevet på en bygning ved Nordhavn.

- På mine byvandringer er det her et, de fleste genkender. Det var et man kunne se fra S-toget fra Nordhavn Station.

Værket er dog ikke til at se længere, efter de mange byggerier i området.

5

"Hold ud til du dør", Baunehøj

Foto: Rikke Severinsen

Ved street mekka på grænsen til Sydhavnen står der "Hold ud til du dør" med grønne bogstaver.

Endnu et Spyo-værk, ifølge Rikke Severinsen.

- Det er ret fint, fordi det både kan tolkes ret hårdt, men også på en måde, hvor man skal nyde livet og kærligheden til man dør, siger hun.

6

Maya Hayuk, Saxogade

Foto: Rikke Severinsen

Maya Hayuks farvetegn i Saxogade var også noget helt særligt.

- Det er et værk uden lige. Det her farvespil, siger Rikke Severinsen. Maleriet blev lavet i samarbejde med blandt andet lokaludvalget, men er siden blevet malet over på grund af facaderenovering.

7

"Forbliv forblændet", Amager

Foto: Rikke Severinsen

Der stod "forbliv naiv", men siden blev "forblændet" med lyserød skrift tilføjet nedenunder, fortæller Rikke Severinsen.

-  Naiv er jo ret negativt, men forblændet – af kærligheden, underforstået. Det er så fint, siger hun.

8

Monkey Business, Rentemestervej

Foto: Rikke Severinsen

Gadekusntneren Don John har skabt dette gavlmaleri på Rentemestervej i København. Det forestiller en chimpanse med en stor folk på armen, hvor chimpansen er ved at male falkens hætte.

- Det bringer naturen i samspil med byen, og så er det en hentydning til kreativitet, siger Rikke Severinsen.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik