En skinger hyletone har plaget Jørgen hele weekenden: "Det er til at blive vanvittig af"

Jørgen Mark Pedersen fra København er godt træt af den hyletone, der kommer fra bycyklerne i nærheden af hans hjem.

Det startede klokken fem om morgenen i lørdags. 

En skinger hyletone, der går gennem marv og ben, fyldte Jørgen Mark Pedersens hjem.

Lyden, der først stoppede mandag formiddag, lagde sig som et bagtæppe over hele hans weekend. 

Han vidste præcis, hvor lyden kom fra. 

Det er nemlig tredje gang på under en måned, at de hvide bycykler, der står parkeret 50 meter fra hans hjem ved Lergravsparken på Amager, hyler i kor. 

- Det er en konstant hyletone, der bare skærer igennem. Man kan virkelig ikke undgå at lægge mærke til det, og når man først har hørt det, kan man ikke abstrahere fra det, fortæller Jørgen Mark Pedersen til TV 2 Lorry: 

- Selvom vi bor et stykke væk, har vi været nødt til at flytte sovepladser og trække et andet sted hen i vores hjem. Det er til at blive vanvittig af. Vi kan ikke åbne vinduerne. 

Jørgen Mark Pedersen har forsøgt at tage fat i Bikeshare Danmark, der står bag bycyklerne. 

Problemet er bare, at Bikeshare Danmark blev begæret konkurs den 9. december, og de er dermed ikke længere til at komme i kontakt med, da deres hjemmeside er lukket. 

quote Det er til at blive vanvittig af. Vi kan ikke åbne vinduerne.

Jørgen Mark Pedersen, nabo

Han har kontaktet dem alle tre gange, hvor han har oplevet hyletonen begynde. 

- Efter min mening er det en stor designfejl, at man giver cyklen en hyletone, som man ikke kan slippe for som nabo, siger han. 

Første gang, Jørgen Mark Pedersen tog fat i virksomheden, var den 21. november. 

Dengang forklarede de, at det var en ny generation af cyklerne, der har fået indbygget en lyd, der blandt andet forekommer, når brugeren afleverer dem forkert. 

Bikeshare Danmark fortalte - ifølge Jørgen Mark Pedersen - at virksomheden arbejdede på at fjerne lyden helt. 

Det samme fortalte virksomhedens direktør, Alexander Bentsen, til Københavnliv den 23. november, da flere beboere omkring Islands Brygge også var generede af hyletoner. 

- Vi kan selvfølgelig ikke have cykler i bybilledet, som skriger på den måde. Det er vores top-prioritet at få fjernet funktionen hurtigst muligt, sagde Alexander Bentsen til mediet dengang. 

Det skete dog ikke, før virksomheden gik konkurs. 

En proces går i gang

Hyletonen er ikke kun et problem på Amager. 

Bycyklerne står i Københavns, Frederiksberg og Rødovre kommuner, og på Facebook beretter flere beboere om hylende cykler rundt omkring i de tre kommuner. 

De hyler blandt andet ved Rødovrehallen, Sundby Kirke, Øresund Station og ved Islands Brygge, skriver flere Facebook-brugere. 

TV 2 Lorry har forsøgt at få fat på Bikeshare Danmark for at høre, hvad planerne med bycyklerne nu er. Men det er ikke lykkedes at få fat på virksomhedens ejer. 

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune oplyser i en mail til TV 2 Lorry, at det nu er konkursboet, der står for cyklerne. 

"Indtil der er udpeget en kurator, ligger sagen i Sø- og Handelsretten. Det er det formelle ansvar. Som udgangspunkt kan kommuner og DSB ikke gøre noget, da cyklerne er ejet af et privat selskab. Så vi må ikke bare gå i gang med at prøve at ordne cyklerne. Men vi undersøger, om vi kan gøre noget med udgangspunkt i reglerne om støj, for det er voldsomt generende," skriver forvaltningen. 

En dyr affære

Bikeshare Danmark er ejet af By- og Pendlercykel Fonden, der er etableret af Københavns og Frederiksberg kommuner. De overtog virksomheden efter den tidligere ejer, da den gik konkurs for første gang tilbage i 2017. 

Der er gennem årene pumpet næsten 100 millioner kommunale og statslige kroner i projektet. 

Frederiksberg Kommune har støttet bycyklen med 13 millioner, Københavns Kommune har bidraget med 40 millioner, Rødovre Kommune med 7,8 millioner, og DSB har finansieret projektet med 35 millioner kroner. 

- Det har aldrig været meningen, at kommunerne og DSB skulle blive ved med at støtte projektet. Det var meningen, at vi skulle hjælpe det i gang, og at det derefter skulle være et selvbærende projekt. Og det har så ikke kunnet lade sig gøre, siger Nikolaj Bøgh, rådmand i Frederiksberg Kommune (K). 

I har brugt 13 millioner kroner på projektet. Er det spildte penge?

- Det er nemt at være bagklog. Der er sket meget med markedet siden, der er kommet delebilsordninger og elløbehjul, og det gør det overflødigt for det offentlige at støtte sådanne løsninger, siger Nikolaj Bøgh: 

- Det har været en dårlig investering. Og det er ikke noget, vi skal gøre igen, slå han fast. 

Mange har oplevet at de hvide bycykler har stået og hylet i timevis. Vi spørger: Hvorfor bliver cyklerne ikke fjernet, nu når Bycykel-selskabet er gået konkurs?

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik