Et tilfældigt møde ændrede hans liv: René er manden bag Sociolancen

Siden 2015 har René Pedersen kørt rundt i Københavns gader i Sociolancen, men interessen for at hjælpe andre har eksisteret siden han var barn.

Misbrug og ulykkelige skæbner er en fast bestanddel af René Pedersens arbejdsliv. 

Som del af Sociolancen kører han ud til nogle af de allermest udsatte borgere i storbyen, og forsøger at hjælpe dem videre - altid med en omsorgsfuld, men myndig mine. 

Tilpissede borgere, opkast og psykoser er bare noget af det, han bliver mødt af på sit arbejde - alligevel er der ingen tvivl: Hans hjerte banker for de mennesker, han møder hver dag.

- På hver tur du kommer ud på, kan du gøre en forskel, siger René Pedersen til TV 2 Kosmopol. 

René er ikke bare ansat i Sociolancen. Faktisk var det ham, der for over ti år siden fandt på idéen om et køretøj, der både kunne tilbyde sundhedsfaglig og social hjælp til de udsatte borgere, der ofte faldt mellem to stole i systemet. 

En idé, der senere blev til Sociolancen, som vi kender den i dag.

Inde i Sociolance-vognen kan René og Søren vurdere, hvordan de bedst hjælper borgeren.
Inde i Sociolance-vognen kan René og Søren vurdere, hvordan de bedst hjælper borgeren.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Begyndte som mekaniker 

Men for René Pedersen startede lysten til at hjælpe andre allerede i skolegården.

Han har altid haft en stærk retfærdighedssans, fortæller han.

- Helt tilbage fra min skoletid har jeg altid haft interesse for en form for fællesskab. Ingen skulle drilles, og ingen skulle være udenfor.

Og siden da har han tænkt, at han skulle arbejde med mennesker.

Alligevel endte han med at tage en uddannelse som automekaniker, og i mange år bestod hans arbejde i at rode med biler.

Men også her trak omsorgsarbejdet i ham.

- I min tid som mekaniker har jeg været den, som har taget mig af lærlingene. Også dem, der har været lidt udfordret og har haft det svært, siger René Pedersen.

Så da han i år 2000 så et stillingsopslag, hvor institutionen, der hjælper socialt udsatte, Kofoeds Skole, ledte efter en uddannet automekaniker til deres optræningsværksted, søgte han jobbet.

- Der tænkte jeg: Det er jo det, jeg skal. Og det bliver startskuddet på et karriereskift, fortæller han.

Opsøgende arbejde

René Pedersen var glad for at arbejde med socialt udsatte på Kofoeds Skole, men han ville endnu tættere på dem. Han ville gerne arbejde med de udsatte på gaden eller i deres eget hjem.

- Jeg tænkte, hvor kunne det være spændende at komme ud og se hvordan de mennesker, jeg har på værkstedet, lever, bor og har det derhjemme. Hvad er årsagen til, at de er kommet ud i et misbrug, og hvordan de agerer i deres eget miljø?

Efter otte år på Kofoeds Skole søgte han en stilling som støttekontaktperson i Københavns Kommune.

Som støttekontaktperson arbejder man med socialt udsatte borgere. René Pedersen siger selv, at det er de dårligste af de dårligste.

Ofte møder René og Søren mennesker, der ikke er en del af systemet, og som ikke får den hjælp, de har brug for.
Ofte møder René og Søren mennesker, der ikke er en del af systemet, og som ikke får den hjælp, de har brug for.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Et tilfældigt møde blev til Sociolancen

Det er i hans arbejde som støttekontaktperson, at idéen om Sociolancen opstod.

René Pedersen var ude hos en borger, og tilkaldte en ambulance, fordi borgeren, der havde et voldsomt alkoholmisbrug, havde det rigtig dårligt.

Da ambulancen kom, mødte han paramedicineren Andreas Corell, der spurgte René Pedersen, om han ville køre med på hospitalet.

- Der er noget interessant i det, vi taler om. Jeg synes nogle gange, at jeg står ude hos en borger og laver en halv sundhedsfaglig vurdering uden egentlig at have forstand på det. Og Andreas siger til mig, at ambulancerne i København laver rigtig meget socialt arbejde, uden egentligt at være klædt på eller uddannet til det, fortæller René Pedersen.

quote Det kræver sindssygt meget. En stor tålmodighed, et kæmpe stort hjerte, og så kræver det, at man har en hukommelse som en si

René Pedersen, sociolancen

Mændene tog efterfølgende med hinanden på arbejde, og de opdagede et overlap i de mennesker, de i løbet af en arbejdsdag var i kontakt med.

- Den første tur jeg er ude på med ambulancen, der kører vi 11 ture. Fem af dem er rene sociale ture. Og så er det, at Andreas og jeg kigger på hinanden, og siger: "Hvorfor findes der ikke en bil, der både er sundhedsfaglig bemandet og socialfaglig bemandet?"

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er Sociolancen?

  • Sociolancen kører alle ugens dage fra klokken 11.00-23.00, og består altid af en socialfaglig - og en sundhedsfaglig medarbejder.

  • Den kører kun i Københavns Kommune.

  • Sociolancen tilkaldes ved at ringe 112, men er ikke en erstatning for en ambulance, men et supplement i situationer, hvor det kan være svært at vurdere, hvad borgeren har behov for.

  • Sociolancen kan afdække, om socialt udsatte borgere har behov for sundhedsfaglig eller socialfaglig hjælp.

  • 14 ambulancereddere og paramedicinere fra Hovedstadens Akutberedskab er tilknyttet Sociolancen og 12 socialfaglige medarbejdere fra Københavns Kommune.

    Kilde: René Pedersen & Københavns Kommune

Andreas Corell og René Pedersen gik til hver deres organisation, Region Hovedstaden og Københavns Kommune, for at præsentere idéen om en sundhedsfaglig og socialfaglig bil -  og for at spørge om de kunne få tid til at skrive et projekt om bilen, der endnu ikke havde fået navnet “Sociolancen”.

Projektet blev skrevet færdigt i 2013, og i 2015 rullede den første Sociolance ud i de københavnske gader.

Mændene har en bestemt, men omsorgsfuld tilgang når de hjælper udsatte borgere.
Mændene har en bestemt, men omsorgsfuld tilgang når de hjælper udsatte borgere.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Det kræver et stort hjerte og en dårlig hukommelse 

De fleste sociolancemedarbejdere har et sted mellem to og tre vagter på en måned.

René Pedersen og paramedicineren Søren Lund har omkring fem vagter på en måned. De to står også for andre ting i forhold til driften af Sociolancen.

- Det kræver sindssygt meget. En stor tålmodighed, et kæmpe stort hjerte, og så kræver det, at man har en hukommelse som en si. Når jeg siger det, så mener jeg, at man ikke må begynde at tage de ting, man oplever, med hjem, siger René Pedersen.

Det er nemmere sagt end gjort. Men for René Pedersen hjælper det at tale med sin makker  om det, der går ham på.

Se Søren og René på arbejde med sociolancen i videoen herunder. Du kan også se hele vores serie om Sociolancen her.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

De er gode til at dele svære oplevelser med hinanden, og de fortæller altid hinanden efter vagt, at de har gjort det bedste, de kunne.

René Pedersen er dog heller ikke bange for at indrømme, at nogle af dem, de møder, stikker dybere end andre.

- Man er jo et menneske og selvfølgelig, er der nogle ture, man tænker mere på, siger René Pedersen.

Det kan dog også være i en positiv retning, fortæller René Pedersen.

En af de oplevelser var, da de blev kaldt ud til en 90-årig mand, som var faldet.

- Da vi kommer ind til den her mand, møder vi den sødeste, rareste 90-årige, som jeg får en fantastisk relation til. Vi får talt om, at han er gammel smed, og at han har værktøj stående alle mulige steder. Han skal en tur på hospitalet, og der skal sættes noget hjælp i gang derhjemme, hvilket han overfor for familien har sagt nej til. Men på 20 minutter får jeg ham til at tage imod hjælp, siger René Pedersen. 

René Pedesen fortæller, at i sådan en situation går man ud af døren og tænker: Her gjorde jeg en forskel. 

Der er stadig tid til familien

René Pedersen er født og opvokset i Hvidovre. Han bor sammen med sin partner Mette og deres 19-årige søn Marcus.

Og selvom han har et hårdt job og arbejder lange vagter, kan det sagtens lade sig gøre, at have et familieliv ved siden af, fortæller han.

- Vi har jo en arbejdsuge på 37 timer. Så man får jo også hurtigt brændt nogle timer af, ved at køre 12 timers vagter. Det gør, at jeg nogle gange har hverdagsfri, eller afspadsering for det skal jo passe med 37 timer, siger han.

Og når René Pedersen ikke arbejder, kalder naturen på ham.

- Når jeg har fri, er jeg rimelig aktiv. Jeg elsker at være ude at gå lange ture, og jeg elsker at lave noget, hvor jeg skal bruge hjernen på en anden måde.

Bliver stoppet på gaden

Anden sæson af TV 2 Kosmopols serie om Sociolancen “udrykning med omsorg" kan ses på TV 2 Kosmopols hjemmeside lige nu.

Og René Pedersen fortæller, at siden første sæson udkom i efteråret 2023, er folk begyndt at genkende ham på gaden.

- For tre uger siden var jeg ude at bowle. Og lige pludselig er der en kvinde, der siger “Det er dig fra Sociolancen, det er så fantastisk det arbejde i gør.” fortæller han og fortsætter:

- For to uger siden var jeg nede og købe frokost, og så står der en bag mig og siger “Det er sgu da dig fra den der ambulance der” og lige pludselig kunne andre i køen genkende mig.

Og det er langtfra de eneste, der har sendt positive ord i René Pedersen retning. Det er både unge og gamle, i virkeligheden og i kommentarsporet på sociale medier, der har givet respons på René Pedersen og Søren Lunds arbejde i Sociolancen.

- Jeg skal også indrømme, at jeg også bruger tid på at læse de kommentarer, som bliver skrevet på Kosmopols Facebook, og jeg kan ikke finde en eneste negativ.

Og ligesom mange, der kommenterer på de sociale medier, drømmer han om, at Sociolancen på sigt vil køre andre steder end i Københavns Kommune.

- Den er bare et rigtig godt tilbud, fordi den kan lave både den sundhedsfaglige og den socialfaglige vurdering og agere med det samme. Derfor er mit håb på sigt, at den bliver udbredt, siger René Pedersen.

Du kan se hele den nye sæson, samt første sæson af “Udrykning med omsorg” her. Eller tryk på serielinket nedenunder. 

Udrykning med omsorg Ikonbillede
Serie

Udrykning med omsorg

Den særlige Sociolance rykker ud, når nogle af samfundets mest sårbare og udsatte har brug for hjælp og pleje. 

 Se serien her

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik