Oversigt

Seneste nyt

FC København etablerer selvstændigt selskab til kvindehold

FC Københavns kommende kvindehold, der fra sommeren 2024 er en realitet, vil få sit eget selskab.

Det oplyser FCK i en pressemeddelelse.

Selskabet til klubbens kvindehold vil fungere som et datterselskab til FC København P/S.

- Vi glæder os over, at vi har taget endnu et skridt på den ambitiøse rejse mod at skabe et stærkt kvindehold i FC København-regi, og at vi har sammensat en bestyrelse, der vil arbejde dedikeret for at udvikle kvindefodbolden i FCK og i København, siger Henrik Møgelmose, der er formand i det nye selskab, der hedder FC København Kvindefodbold A/S.

Kvindeholdet bliver skabt gennem en overbygningsaftale mellem FC Damsø og FC Københavns øvrige moderklubber, KB og B1903.