Oversigt

Seneste nyt

Forskere fra Københavns Universitet har fundet en måde at bremse hudkræft

En forskergruppe har undersøgt, hvad der sker, når en celle pludselig udvikler sig til en kræftcelle. Og hvordan man kan blokere for den, så man på den måde bremser hudkræft.

Nogle af de medikamenter, der kan bruges, er allerede testet i mennesker, mens nogle er i gang med at blive testet på mennesker i forbindelse med andre typer af kræft, oplyser forskerne i pressemeddelelsen.

Hans Wandall, der er professor og gruppeleder på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet, har ledt an i undersøgelsen. Han forklarer, hvordan de er gået til opgaven.

- Vi har kigget på en af cellernes signalveje, den såkaldte TGFbeta-signalvej. Signalvejen er vigtig for, hvordan cellen kommunikerer med omgivelserne, og styrer for eksempel hvordan en celle vokser eller deler sig. Når der opstår fejl i de mekanismer, kan cellerne blive til kræftceller, som kan invadere det omkringliggende væv, siger han.

Under normale omstændigheder vil dine hudceller blot kave et nyt hudlag. Men hvis der kommer ondartede kræftceller, respekterer cellerne pludselig ikke længere grænserne mellem over- og underhuden, og de vil begynde at vokse ind i hinanden. Det kalder man invasiv vækst.

Forskerne har udført deres forsøg på kunstig menneskehud. En genetisk manipuleret version af menneskets hudceller. På den måde kan de også genskabe og følge udviklingen af forskellige andre hudlidelser end hudkræft.

- Ved at bruge kunstig menneskehud overkommer vi den forhindring, man plejer at døje med, nemlig om man overhovedet kan overføre resultater fra for eksempel mus til menneskeligt væv. Det har nemlig hidtil primært været mus, man har brugt i denne type studier. I stedet kan vi nu pege på, at de her stoffer sandsynligvis ikke er skadelige og kan virke i klinisk sammenhæng, fordi vi nu kommer tættere på den humane virkelighed, siger Hans Wandall.