Med en far der var kok, en familie, der drev et hotel i Sønderjylland, og en start på et arbejdsliv som opvasker, tjener og sidenhen kokkelev, har det måske stået skrevet i stjernerne, at 41-årige Brian Mark Hansen fra Vesterbro i København, skulle blive til noget inden for kokkeverdenen.
I hvert fald skal han nu repræsentere Danmark til verdensmesterskabet for kokke – en konkurrence, der går under navnet Bocuse d’Or, og som Danmark tidligere har vundet både bronze, sølv og guld ved.
Derfor betyder det også alverden for Brian Mark Hansen, at han nu skal kæmpe blandt verdens bedste, når konkurrencen løber af stablen mandag klokken 08.00.
- For mig er Bocuse d’Or en drøm. Det er det ypperste. Hvis man vil konkurrere blandt de bedste i mit fag, er det der, man skal være. Det er verdens største kokkekonkurrence, siger Brian Mark Hansen.
En arbejdsuge på 90 timer
Brian Mark Hansen er da heller ikke kommet sovende til mandagens verdensmesterskab, der bliver afholdt i franske Lyon.
Tilbage i marts vandt han guld ved europamesterskabet for kokke, der gav ham en direkte kvalificering til VM.
Op til verdensmesterskabet har han de seneste fire måneder arbejdet 80 til 90 timer om ugen for at blive klar til konkurrencen – en arbejdsindsats, der er gået udover familielivet, hvor han er far til to.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Det skal holdene lave til VM
De forskellige hold fra i alt 24 nationer skal på fem en halv time lave følgende:
En treretters menu, 15 kuverter, som serveres efter fire timer og 55 minutter. Det vil sige 45 tallerkner, som skal ud på samme tid.
Alle tre retter skal indeholde græskar.Et storslået fad med mad til 15 personer, som serveres efter fem timer og 30 minutter. Fadet er hovedattraktionen.
Maden skal indeholde havtaske, der skal serveres som to stege. Derudover skal deltagerne bruge seks kammuslinger. Dertil to garniturer.
- Konkurrencen fylder alt pt. Det er så på bekostning af, at familien ikke får den opmærksomhed, som jeg gerne ville give dem. Det er skide hårdt, men de ved godt, at det er en drøm, jeg har, og vi har aftalt, at når vi er færdige, står de først i bussen igen, siger han fortsætter:
- Men konkurrencen fylder alt, og jeg tænker 24-7 på, hvordan vi kan nå målet og vores vision, siger han.
Brian Mark Hansen, der til dagligt er køkkenchef på Søllerød Kro, som råder over én Michelin-stjerne, skal ikke alene i ”kamp” til VM.
Det er jo det samme som at løbe et maraton eller spille VM-finale i fodbold.
Han stiller op i Bocuse d’Or sammen med 22-årige Elisabeth Madsen, der er kok på Svinkløv Badehotel i Nordjylland.
I foråret 2022 vandt makkerparret Bocuse d’Or Europe, som svarer til EM for kokke – og det var blot efter halvanden måneds træning.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Med guldet fra EM i ryggen og meget grundige forberedelser satser de to på en podieplacering ved VM – og gerne øverst.
- Målsætningen er at komme på podiet i Lyon. Det er ved verdensmesterskaberne, at vi skal slå igennem og peake. Det er der, de virkelig får saft for skillingen fra vores hold. Og det er der, vi står lige nu, siger Brian Mark Hansen.
Undervejs i det forberedende arbejde til VM, har de afholdt 13 prøvemiddage, hvor indbudte gæster og smagsdommere har fået lov at smage maden, som serveres til Bocuse d’Or. Maden er så blevet justeret og ændret undervejs.
Brian Mark Hansen ser da også frem til at skulle præstere til dette års VM.
- Når jeg står i boksen - det er den fedeste tid. Adrenalinen pumper. Det er jo det samme som at løbe et maraton eller spille VM-finale i fodbold. Det er sådan, vi har det, og det er sådan, det skal være, hvis vi skal yde vores ypperste. Så skal vi hele tiden helt derop. Det er en fantastisk følelse, siger Brian Mark Hansen.
Rasmus Kofoed fra Michelin-restauranten Geranium har flere gange har stået på podiet ved verdensmesterskabet for kokke. I 2011 vandt han guld, men i år er han træner for det ungarske hold, som er nogle af danskernes største konkurrenter.