Fristaden fylder rundt: Mød nogle af de ældste christianitter

Det fortaber sig i fortiden. 

Selv ikke de ældste christianitter ved, hvorfra navnet kommer - selvom de fleste har deres egen teori. Alligevel var det ordet, seks unge mennesker valgte at male på Bådsmandsstræde Kasernes jord den 26. september klokken 12:08:30: “Leve Christiania – en fri stat”.

Der gik ikke længe, før en broget skare af hippier, narkomaner, autonome og andre flyttede ind i de 104 år gamle militærbygninger, der fordelte sig over kaserneområdets 32 hektar. Da året gik på hæld, boede der omtrent 200 christianitter på området, og militærets kæft, trit og retning var byttet ud med regnbueflag, anarki, hash og stoffer. Fristaden var født.

Der var ikke mange, der troede på, at det ville vare ved. Og da slet ikke så længe, at Christiania kunne få lov til at fejre sin 50-årsfødselsdag. Det har nemlig ikke været en slagen vej. Utallige gange har der lydt krav om at rive fristaden ned, som har været udfordret af et voldeligt hashsalg, sociale problemer og hårde leveforhold.

Christiania findes stadig, men det er ikke det samme anarkistiske hippie-projekt, det engang var. I 2011 opkøbte Fonden Christiania store del af området og lejede resten, sådan at fristaden nu lever på lovlig vis. 

Hovedstad i hippieland

- Jeg har altid været en samler, fortæller 75-årige Ole Lykke. Da han var lille, var det frimærker, øletiketter, og hvad end der fangede hans opmærksomhed, men da han slog sig ned på Christiania, begyndte han at samle på alt, der havde at gøre med fristaden. 

Kasser med udklip, blade og plakater begyndte at hobe sig op i hans lille skurvogn, og vennerne begyndte efterhånden at brokke sig over de ting, han havde stående hos dem.

Fra 2009 behøvede Ole Lykke ikke flytte rundt på sin samling længere. Han og utallige dokumenter, billeder og plakater rykkede nemlig ind i bunden af Fredens Ark – den største af de efterladte militærbygninger på Fristaden – og Ole Lykke blev officielt til Christianias arkivar.

På hylder langs arkivets vægge står næsten al litteratur fra og om Christiania på rad og række, og Ole Lykke fortæller ivrigt om de plakater og malerier, der gemmer sig overalt i arkivet.

Fristaden opstod som ”hovedstad i hippieland” i de turbulente 70´ere med Vietnam- og antiatomkraftsdemonstrationer, miljøbevægelser, besættere, socialister og anarkister, fortæller Ole Lykke.

Inden han selv blev christianit, arbejdede Ole Lykke som HF-underviser i dansk og historie. Ved siden af sit job boede han i forskellige slumstormer-lejligheder og var aktiv i fotogruppen Victoria og skulle i 1979 lave fotodokumentation fra den såkaldte ’junkblokade’.

I 70’erne var Christiania "et krævende miljø", og bygningerne var ikke beregnet til at bo i, siger Ole Lykke. De hårde stoffer – ’junken’ – fyldte mere og mere, og det gjorde, at mange af de oprindelige christianitter valgte at flytte væk fra fristaden, blandt andet til Bornholm. 

Men i 1978 skulle der sættes en stopper for misbruget. De, der var afhængige af stoffer som heroin, fik valget mellem at tage imod behandlingstilbud eller forlade Christiania, og pushere, der solgte hårde stoffer, blev smidt ud. Efter 40 dages aktion var Christiania fri for ’junken’, og det har den stort set været lige siden, fortæller Ole Lykke, der selv blev så inspireret af aktionen, at han valgte at flytte ind.

Junkblokaden blev et ”mentalt skift fra de glade hippietider” til 80’erne, hvor der kom fokus på at bygge huse og udvikle Christianias infrastruktur, siger han. Tiden, der fulgte, var præget af konstante projekter, møder og beslutninger – og var man der ikke hele tiden, var det nemt at gå glip af noget.

- Det var altopslugende, forklarer Ole Lykke, der hurtigt droppede lærergerningen for at kunne bruge al sin tid på Christiania.

Ændrer sig i takt med samfundet

I 80’erne var hashmarkedet i stærk vækst, og rockerbanderne som Hells Angels og Bullshit kæmpede om at få del i markedet – en kamp, som stadig sætter sit aftryk på Pusher Street, der er præget af hård kriminalitet. Samtidig var fristaden præget af en politisk udadvendthed. I dag har Christiania vendt sig indad. Vi er nået til ”bo bedre-generationen”, som stadsarkivaren kalder den.

- Tidsånden ændrer sig, og det gør Christiania også, forklarer Ole Lykke og peger på, at fristaden ikke længere er præget af den samme hippieånd, som da den blev grundlagt. 

Selvom Christiania har vendt sig indad, er den langt mere velbesøgt, end da Ole Lykke flyttede ind. Ifølge Visit Copenhagen bliver staden på en normal sommer besøgt af omtrent en halv million gæster årligt.

- Når jeg stod op for at købe ind i ’indkøberen’ en vinterformiddag i 80’erne, kunne jeg være den første, der satte fodspor i sneen. Vi havde dybest set Christiania for os selv, siger Ole Lykke. 

Det er en kontrast til i dag, hvor fristaden er en turistattraktion på linje med den lille havfrue.

Christianias moder

- Det var mig, der fandt det, siger 76-årige Britta Lillesøe.

Det var ikke Christiania, Britta Lillesøe fandt. Det var Sofiegården. ”Christianias moder”, som hun kalder den. 

På en solskinsdag i 1965 gik en 20-årig Britta Lillesøe rundt på Christianshavn og fik øje på nogle forladte 1700-talsbygninger. Bygningerne var dømt sundhedsskadelige og skulle nedrives, men boligselskabet fortalte hende, at de kunne udlejes midlertidigt som lagerbygninger. Hun ”lod det løbe rundt i miljøet”. Kort tid efter flyttede flere unge ind og satte et lagerskilt på dørene, så det ikke lignede beboelse.

Efter et stykke tid besluttede Britta Lillesøe og de andre sig for at fjerne lagerskiltet, ”og så blev det rigtig politisk”, siger hun. Der blev indgået en ”lokumsaftale”, som Britta Lillesøe kalder den, med Københavns Kommunes overborgmester Urban Hansen og boligborgmester Edel Saunte – og de unge kunne blive boende indtil 1971, hvor husene skulle rives ned.

Karréens nye beboere plantede blomster og træer i gården, begyndte at restaurere bygningerne, Britta Lillesøes teatergruppe opførte gårdteater om Vietnamkrigen, og der blev holdt store fester.

- Sofiegården blev en smeltedigel af kunst og kultur – arbejdere, studerende, bumser, fattige, forfattere, malere, sprittere, alle mulige typer, siger Britta Lillesøe.

Men i 1969 sluttede festen. Boligminister Edel Saunte ville have boligerne revet ned. En uge før udsmidningen udråbte beboerne Sofiegården til en republik og barrikaderede sig i bygningerne. Politiet mødte talstærkt op med over 200 betjente og hev de unge ud af bygningerne.

- Vi græd og skreg, det var forfærdeligt. Som ung skal man have lov til at have nogle store legepladser, hvor man kan få lov til at dumme sig og prøve noget på egne betingelser, siger Britta Lillesøe.

48 år på fristaden

Et kort øjeblik stopper Britta Lillesøes talestrøm. Hun stønner og tager sig til benet. For et par måneder siden faldt hun ned ad trappen til en fødselsdagsfest og brækkede både hofte og skulder. Hun har en farverig kjole på, sort øjenskygge, og på fødderne har hun en krydsning mellem hjemme- og snabelsko. Britta Lillesøe sidder sidelæns og prøver at finde sig til rette i den mørke sofa. Hun kigger op igen og lader smerten forsvinde fra sit blik.

Britta Lillesøe er skuespiller, har haft flere teater-, film- og tv-roller og har lavet radioudsendelser for DR. I løbet af samtalen bryder hun flere gange ud i sang, hvin, fagter og vild mimik.

- Siden jeg var lille, har jeg altid sat ting i gang. Teater og teaterlege. Jeg har altid optrådt.

I 1972, tre år efter Sofiegårdens nedrivning, flyttede Britta Lillesøe første gang til Christiania. Her boede hun hos en ven i et kollektiv i Fredens Ark. Og teaterlivet fulgte også med. Samme år startede hun nemlig den politiske teatergruppe Solvognen sammen med et par venner. 

Snart flyttede Britta Lillesøe ind i et kollektiv sammen med flere andre fra teatergruppen. De fik base på vinkelgården Autogena, der stadig ligger langs det gamle voldanlæg i dag.

Langs volden står også mange af Christianias farverige og ikoniske skurvogne. Sådan én har Britta Lillesøe også boet i i en periode, og bortset fra et par år i et kollektiv i Store Kongensgade, har Britta Lillesøe boet på Christiania lige siden - 48 år på fristaden.

Mange af Britta Lillesøes første år på Christiania blev brugt på det såkaldte virkelighedsteater, som Solvognen var kendt for at lave. Mange af teaterstykkerne foregik ikke på en scene, men ude i verden og prøvede at sløre grænsen mellem virkelighed og forestilling – ægte og falsk.

Et af de mest kendte stykker virkelighedsteater var “Julemandshæren”. Teatergruppen mente, at julen var blevet for kommerciel og kapitalistisk. Og derfor indtog en hær af julemænd i december 1974 – nogle på rulleskøjter – det københavnske gadebillede, delte bøger ud fra Magasins hylder og blev anholdt af politiet. 

Året inden stillede teatergruppen sig kritisk overfor NATOs rolle i verden og lavede militærlignende øvelser med en deling i balletskørter under et NATO-topmøde i København.

Venstrefløjen var blevet ”røvkedelig i sit udtryk”, siger Britta Lillesøe.

- Vi ville lave billeder i gaden. Alt det dér ”ned med” og ”ud med”, årh, hvor er det kedeligt! Vi ville også noget overskud og glæde, vise, at vi var noget sammen og ville noget.

Teater for at redde Christiania

Solvognen forsøgte også at komme fristaden til undsætning. Da Christiania i 1976 endnu engang stod overfor trusler om at blive nedrevet, arrangerede Solvognen nemlig teaterstykket ‘Elverhøjen’ i Den Grå Hal. Teatergruppen inviterede nogle af Christianias mest udtalte kritikere, blandt andet Mogens Glistrup, de “ti bedste elever fra politiskolen” og prins Gorm.

- Han var sådan en lidt ukendt prins, og vi syntes, at det var synd for ham, siger Britta Lillesøe og griner: - De kom alle sammen. 

Og som bekendt overlevede fristaden kravet om nedrivning.

Eftertænksomhedens tidsalder

I dag findes Solvognen ikke mere. Den blev begravet ved en ceremoni i 1983, og siden har Britta Lillesøe kastet sig over flere nye projekter. I begyndelsen af 80’erne flyttede Britta Lillesøe ind i den store, grønne bygning, der er kendt som Laden og en gang fungerede som en af kasernernes magasinbygninger. Bygningen var en tom skal, men alligevel gjorde hun og hendes mand Nils Vest den til et hjem for dem og deres to børn.

Det politiske forsvandt dog aldrig fra Britta Lillesøes liv. I 1996 grundlagde hun og et par venner, Christianias Kulturforening, som hvert år på Grundlovsdag arrangerer en begivenhed dedikeret til minoriteterne, Minoriteternes Grundlovsdag, hun har arrangeret fem store cannabishøringer, har stillet op til kommunalvalget for Christiania Listen og har været med til at arrangere et 14-dages klima-”bundmøde” som et modsvar til COP 15-topmødet på dansk grund.

I dag bor Britta Lillesøe og Nils Vest stadig i “Laden”. Siden de flyttede ind i huset i 1982, er der både kommet rindende vand og varme. I dag bor der også fem andre Christiania-familier i bygningen, og snart flytter en af deres sønner også ind i huset med sin kone og deres lille barn.

- Så kan vi passe lidt på hinanden, siger Britta Lillesøe og kigger over mod billedet af hendes yngste søn, der hænger på væggen.

- Det er jo lidt mærkeligt at have denne her alder på Christiania. Jeg er jo 76, og så dør en af mine venner på samme alder dér og dér. Samtidig er der nogle, der får et barn derhenne, siger Britta Lillesøe og peger ud ad vinduet.

- Det er liv og død på en gang. Og børnene er efterhånden så store, at de løber og leger og hinker rundt, mens de gamle ligger og dør. Det er ret vildt. Vi er i eftertænksomhedens tidsalder, vi gamle.

Christiania blev, i modsætning til Sofiegården, ikke revet ned. På trods af modvind igennem årene fik fristaden lov til at bestå som en “stor legeplads”, som Britta Lillesøe kalder det.

- Jeg kan godt lide, at meget forskellige mennesker kan finde sammen herude, altså sorte får fra alle klasser – forén jer!, siger Britta Lillesøe og slår ud med armene.

Ung i en opbrudstid

- Prøv lige at høre det her!, siger 72-årige Bjarne Rihave entusiastisk, mens han holder en finger op i luften og kigger koncentreret ud i rummet.

Bjarne Rihave er maler og har boet på Christiania, siden han kom hertil i fristadens andet leveår i 1972. Inde i sit atelier, er han i gang med at fiske CD’er op af en flettet trækurv, der gemmer på hippiefavoritter som Steppeulvene og Sort Sol. Han prøver på at finde en sang, der kan indkapsle lyden af Christiania. CD’en, han har valgt, er udgivet af bandet Hyldemor, der har kultstatus på Christiania.

- Åh mand! Kan du ikke se, at jeg kan se lige gennem dig. At du er lige så gennemsigtig som jeg, lyder det fra den grå CD-afspiller, hvor Bjarne Rihave har fundet sangen ’Den Gennemsigtige Mand’ frem.

- At kunne se lige igennem folk – det var et udtryk, vi brugte ofte, griner Bjarne Rihave og fortsætter i en mere seriøs tone.

- Dem i fjernsynet, det var jo løgn, dét, de sagde. Hele systemet. Det var alt for doceret.

Christiania var et frirum

Bjarne Rihave var ung i en opbrudstid. Han hørte psykedelisk rockmusik, han havde langt hår – han var en del af ungdomsoprøret – og når han gik på gaden og så en anden ung mand med langt hår, kunne de nikke til hinanden og vide, at de havde regnet det ud. De syntes, at samfundet var firkantet og stokkonservativt, og at der var brug for at tænke nyt og kreativt.

- Christiania var jo et frirum, der tiltrak alle de interessante mennesker, der ikke blev fanget af tanken om, at man absolut skal have en uddannelse.

Selv tog Bjarne Rihave en tandteknikeruddannelse, da hans mor satte en annonce i avisen og skaffede ham en læreplads. Det var fem kedelige og uinspirerende år, som Bjarne Rihave ikke har lyst til at dvæle for længe ved. Kort efter han blev færdiguddannet, droppede han arbejdet. 

I stedet flyttede han 22 år gammel ind på Christiania i vinteren 1972 – bare nogle måneder efter kaserneområdet var blevet overtaget.

Det var alle ”tosserne”, der flyttede ind på Christiania – og i Bjarne Rihaves verden var det at være en ”tosse” godt. På Christiania var der en tolerance, der tiltrak Bjarne Rihave. Man kunne gå nøgen rundt, hvis det var det, man ville, og hvis man skulle op til ”Indkøberen”, kunne det sagtens foregå uden bukser på.

- Der var kun de regler, vi selv lavede. Vi ville jo befri os selv og befri fantasien.

Bjarne Rihave blev ekspedient i Indkøbscentralen. Siden har han også arbejdet på spillestedet Operaen, ledet Christianias eget kunstgalleri Galloperiet, og så har han udstillet rundt omkring i Danmark, ligesom hans kunst har ført ham til udstillinger i Litauen, i Senegal og Marokko.

- Ekspedienten i Indkøbscentralen kunne være ekspedient den ene dag og rockstjerne den anden dag.

De kreative og de forhutlede

Selvom Bjarne Rihave endte med at bruge sit voksne liv på Christiania, så kommer han selv fra et “helt almindeligt, borgerligt hjem”. Det var kunsten, der førte ham hertil.

En dag kom Bjarne Rihaves bror, der studerede kunsthistorie på universitetet, hjem med en stak kunstbøger. Og selvom den unge Bjarne Rihave fik at vide, at han skulle holde sig fra dem, så startede de en livslang fascination af kunst, der har fulgt ham lige siden.

- Jeg begynder normalt at arbejde klokken 18 eller 19 om aftenen. Der er lyset bedst, siger Bjarne Rihave, mens han hurtigt bevæger sig fra den ene ende af bygningen til den anden med en vandkande i hånden for at vande atelierets mange tørstige planter.

I løbet af sit liv har Bjarne Rihave også brugt meget tid på hænge ud og drikke øl på Christianias barer og spillesteder om natten. Det var nemlig dér “hvor de kreative og forhutlede samledes”. Og netop mange af deres ansigter, kan man også finde i Bjarne Rihaves malerier. Deres ansigtsudtryk kan være svære at aflæse, men "de er i hvert fald ikke overlykkelige,” siger Bjarne Rihave og kigger længe på et af malerierne.

Bjarne Rihave har ikke længere langt hår som i sine unge dage. Faktisk har han kun en smule gråsort hår tilbage på hovedet. I dag har både Christiania og Bjarne Rihave ændret sig. Bjarne Rihave hverken drikker eller ryger, det er han stoppet med, og Christiania er heller ikke lige så vildt og eksperimenterende, som det var engang. I dag er Bjarne Rihave mere mere tilbagetrukket og fokuserer mest på sin kunst, “og det er skidespændende.”