Oversigt

Seneste nyt

Gratis kage på dronningens fødselsdag

Dronning Margrethes fødselsdag skal fejres med gratis kage på plejehjemmene i København.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Siden Dronning Margrethe tilbage i 2020 fejrede hendes 80 års fødselsdag, har Københavns Bagerlaug uddelt gratis kager.

Det er dog kun beboerne på kommunens plejehjem, der kan se frem til at få forsødet tilværelsen en smule. 

I alt skal der deles kager ud til lidt mere end 30 plejehjem. 

- Vi er både glade for og stolte over, at vi må bruge dronningens fødselsdag til at vise vores håndværk frem. Den 16. april er en særlig dag for byens bagere. Vi oplever jo, at det spreder glæde og hygge, når vi kommer forbi byens plejehjem, siger oldermand i Københavns Bagerlaug, Erik Ellitsgaard, som også er indehaver af Eriks Bageri på Amager. 

Dronning Margrethe fylder tirsdag den 16. april 84 år.