Den internationale turisme i København blev i 2020, og er fortsat i 2021, ramt benhårdt af coronapandemien.
Men efter et "annus horribilis" er det glædeligt, at smittetrykket er faldet betragteligt i en lang række lande, og at rejserestriktionerne dermed også lempes og muliggør international markedsføring af hovedstaden igen.
Før krisen havde vi årligt næsten 7 millioner internationale overnatninger.
Derfor søsætter Wonderful Copenhagen og VisitDenmark en ny, stor kampagne på tværs af de lande, hvorfra turister primært besøger København. Det omfatter både nabolandene Norge, Sverige og Tyskland og de sydeuropæiske lande Frankrig og Italien samt USA.
Det skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.
- København er klar til at byde både danske og udenlandske gæster velkommen. Vi skal naturligvis stadig passe på hinanden, men København har masser af plads og gode oplevelser at byde på – både her i sommer og resten af året. Det skal vi ud at fortælle, så vi kan få endnu mere liv i byen, på hoteller, restauranter og museer, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Situationen med coronapandemien i to andre vigtige lande for turismen i hovedstaden - Storbritannien og Kina - gør, at de ikke er omfattet af kampagnen på nuværende tidspunkt.
Situationen i førstnævnte følges dog meget nøje, så man også her kan komme i gang med markedsføringen, så snart de lokale restriktioner løftes.
Kernefortællinger om København
Budgetrammen for kampagnen lyder på op til 45 millioner kroner til markedsføring af hovedstaden i 2021.
- Før krisen havde vi årligt næsten 7 millioner internationale overnatninger. Så derfor er det helt afgørende for hovedstadens turismeerhverv, at verden nu gradvis åbner, og at vi kan genoptage den internationale markedsføring, siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Han indrømmer dog, at konkurrencen bliver benhård mellem øvrige internationale storbyer, især fordi færre vil rejse de kommende år.
Vi skal naturligvis stadig passe på hinanden, men København har masser af plads og gode oplevelser at byde på.
Pengepuljen giver parterne en mulighed for at promovere København på langt flere kanaler end sædvanligt - for eksempel via tv-reklamer.
- Det er rigtig positivt, at vi har fået mange ekstra midler fra regeringen og en bredt vifte af Folketingets partier til den internationale markedsføring, siger Jan Olsen, administrerende direktør i i VisitDenmark.
Den nye kampagne tager afsæt i de kernefortællinger, som København er særlig kendt for, og som gør hovedstaden særlig attraktiv som storbydestination. Det er blandt andet mødet mellem det historiske og den moderne storby.
Samtidig er fokus på København som en storby med et aktivt udendørsliv, eksempelvis på cykel eller på havnens rene vand, samt hovedstadens kultur- og gastronomioplevelser og fokus på grønne og bæredygtige løsninger.