Hun kæmpede sig fra misbruger til millionær: "Jeg vil gerne give unge mennesker håb"

Som barn mistede Pernille Lotus næsten sin mor til kræft og kom senere ud i et stofmisbrug. I dag er hun millionær og direktør for influencer-bureauet WeAreCube.

- Det er ikke er sikkert, at min mor overlever.

Pernille Lotus er kun tre år gammel, da hendes forældre bliver skilt. Hun flytter til Greve med sin storebror og sin mor, der nu er alene med to børn.

- Så går der meget kort tid, før hun får konstateret bugspytkirtelkræft. Dengang forstod jeg ikke, at jeg måske ikke havde en mor i morgen.

Moren bliver indlagt i 10 måneder, og Pernille Lotus må klare hjemmefronten sammen med sin storebror.

- Vi havde en lille hvid pengekasse med 50 kroner til hver dag, som skulle række til morgenmad, frokost og aftensmad, fortæller hun til TV 2 Kosmopol. 

VTS Thumb
Serie

Viljen til Succes

De sørger for at holde hovedstadsområdet i gang. De producerer, servicerer og genererer ideer - til gavn for både bundlinje og beskæftigelse. Men det er hårdt arbejde at skabe en succesfuld virksomhed. Det kræver mod, visioner, værdier og ikke mindst vedholdenhed. Det kræver viljen til succes. 

 Se serien her

Hendes mor overlever, men den hårde barndom er med til at gøre hende til den power-kvinde, hun er i dag.

- I den unge alder måtte jeg tage skeen i egen hånd og lære at klare mig selv. Det gav mig et overlevelsesinstinkt, og siden da har jeg altid haft styr på økonomien og har aldrig lånt en krone af nogen.

Hun lærte at klare sig selv helt fra barnsben - men endte i et stofmisbrug. Da hun skar stofferne ud af sit liv, så hun, at fremtiden for markedsføring er på de sociale medier. Nu er hun direktør for et af nordens absolut største bureauer - og millionær.


Det dårlige selskab

Ensomhed og manglen på et klassisk familieliv får Pernille Lotus til at søge efter en familiefølelse.

- Jeg kom ud på et sidespor i forbindelse med at være meget alene. Jeg fik en masse ældre venner, som ikke havde den bedste livsstil.

Da hun var 14 år gammel, begyndte hun at hænge ud på Nørrebro og Christiania med en gruppe venner, der var omkring 20 år gamle.

- Jeg prøvede at tage stoffer for første gang som 14 årig. Så begyndte jeg at gå i byen og hænge ud med de forkerte - med et fake ID i lommen.

Med årene tager hendes misbrug til.

- I folkeskolen og gymnasiet var det et weekendmisbrug, men da jeg gik ud af gymnasiet som 18-årig, tog det til. Nogle gange tog jeg stoffer fem dage om ugen. Jeg er overhovedet ikke stolt af det, jeg kan faktisk mærke, at jeg sidder og rødmer lidt, når jeg fortæller om det, fordi jeg virkelig ikke vil gøre det til et godt forbillede.

En overdosis ændrede alt

Da Pernille Lotus lige var fyldt 20 år, fik hun sit livs største chok.

- Der har jeg en kæreste, som prøver at begå selvmord ved at tage en overdosis. Jeg skal så fortælle det til hans forældre og min mor. Jeg skal forklare, hvad der rent faktisk foregår.

Den forfærdelige oplevelse sætter tankerne i gang hos Pernille Lotus.

- Når man er i et miljø med misbrugsmidler, så kan man hurtigt ende i en boble, hvor den virkelige verden ikke eksisterer. Jeg følte, at jeg mistede chancen for at skabe en succes i  mit liv, hvis jeg ikke stoppede.

Hun kan ikke stoppe misbruget uden helt at forlade miljøet. Hun rejser derfor tre måneder til Hawaii, hvor hendes mor bor, og så bliver hun 'skibums' i de franske alper i et halvt år.

- Da jeg kom hjem, vidste jeg, at jeg var over det. Det var som om, at et gardin blev trukket fra. Den dårlige samvittighed forsvandt, og jeg fik lysten til at skabe en karriere og opleve verden tilbage.

Instagram er det nye!

Med stofferne i bakspejlet begyndte en iværksætter at vokse i maven på Pernille Lotus, der er særligt glad for Instagram.

- Jeg så helt klart et hul i markedet i forhold til at tage Instagrammere ind og repræsentere dem som agent. På det tidspunkt fandtes der kun én virksomhed, der repræsenterede bloggere. Og jeg var bare helt klart mere på Instagram, fordi jeg syntes, at et 'instant' billede kunne sælge varer endnu bedre - og det viste sig jo, at jeg havde ret.

Hun starter med at blive agent for 12 influencere, der blev så succesfulde, at Pernille Lotus startede sin første virksomhed SMAC Agency.

- Influencer-bureauer fungerer som mellemmand mellem brand og influencer, så det er os. der sørger for, at hele maskinen kører, og at det rigtige match sker.

Én virksomhed er slet ikke nok til den frembrusende influencer-agent. Hun starter Hippo Management sammen med Rasmus Kolbe - bedre kendt som youtuberen 'Lakserytteren'.

- Jeg kunne mærke, at den her unge mand - som var Danmarks største snapchatter på det tidspunkt - bare var fuld af ideer, super kreativ og mega stærk. Jeg var sådan lidt; "Vi skal da lave et bureau".

Hippo Management bliver hurtigt en succes og blot 10 måneder senere, kommer det svenske influencer-bureau WeAreCube med et tilbud, som Pernille Lotus ikke kan sige nej til.

- De kom og spurgte, om vi ville kaste de to virksomheder ind i en fusion, så det gjorde vi i 2019. Vi valgte at beholde navnet WeAreCube, fordi det klingede godt internationalt.

Millionær

I efteråret 2021 sker det, som Pernille Lotus har drømt om siden starten af hendes iværksætterkarriere.

- Jeg tror, at alle iværksættere drømmer om at sælge deres virksomhed en dag. I september sidste år solgte vi selskabet til svenske Syncro Group, så det var en stor mærkedag for mig, hvor jeg slog hak ved det, som jeg har stået op og kæmpet for i 7 år.

Prisen er i omegnen af 88 millioner kroner, og Pernille Lotus fortsætter som administrerende direktør for WeAreCube, der nu er et af nordens absolut største influencer-bureauer.
Pigen fra Greve havde nu vokset sig til en sand succeshistorie - og en millionær.

- Sidste måned talte jeg foran 1600 mennesker hos Dansk Erhverv til den største e-handelsmesse i Danmark. Altså, at gå fra at være stofmisbruger til at stå på scenen foran 1600 store erhvervsfolk føles som den største succes i verden. PUNKTUM. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse.

Pernille Lotus står nu frem for at vise, at man ikke skal være perfekt for at få succes. 

- Jeg vil rigtig gerne give unge mennesker håb om, at uanset hvad man sidder i, hvilken familiekonstellation man kommer fra, eller hvad man har af udfordringer i sin opvækst - så kan man godt kan "make it anyways". Det er virkelig det, som mit hjerte banker for, og det er faktisk det, jeg har fået lov til at gøre i dag.

Uperfekt i en perfekt verden

Instagram-kulturen bliver ofte kritiseret for at have en negativ effekt på unges selvværd, fordi kendte instagrammere og influencere deler et glansbillede af deres liv, som unge har svært ved at leve op til.

En kritik som Pernille Lotus har helt inde på kroppen.

- Jeg tager det super seriøst. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at man kan få et forvrænget billede af, hvilken krop man for eksempel skal have, hvis man kigger med på Instagram. Heldigvis synes jeg, at dameblade og influencere er blevet bedre til at skilte, hvordan deres kroppe faktisk ser ud. Vi ser en stor bølge af kvinder, der stiller sig op og viser deres former.

- Jeg tænder da helt sikkert mere på det ægte selv. Hvis en influencer lægger et billede op fra deres rodede stue, så fanger det min opmærksomhed. Når jeg selv lægger et billede op fra min rodede stue, så får det flere views end det polerede billede i bikini på stranden. 

Og det er faktisk en tendens på de sociale medier.

- Forbrugeren er træt af det polerede. De vil gerne se det ægte menneske, og de vil gerne se 'behind the scenes' i stedet for, at alt er med filtre på. Så det er en stor tendens, vi ser - også i de sponsorerede samarbejder.

Ifølge Pernille Lotus kan WeAreCube være med til at sikre, at kulturen på sociale medier ikke går den forkerte vej.

- Hvis de influencere, som vi repræsenterer, går ind og laver for meget om på sig selv, så godkender vi det ikke til en kampagne. Det skal være det tro billede, man sælger.

- Jeg synes, at vi som bureau er gatekeepers for, at tingene ikke stikker af i en forkert retning. I alle vores kampagner handler det netop om at stå frem ægte og ufiltreret. Samtidig laver vi ikke kampagner med tandpleje eller tobak, så jeg synes egentlig, at vi er med til at passe på, at vi ikke skaber en falsk virkelighed.

Hvordan hænger det sammen med dit eget budskab om, at man ikke behøver at være perfekt for at få succes?

- Det synes jeg hænger perfekt sammen med mit budskab om, at man ikke skal være perfekt for at få succes. Jeg tror faktisk, at jeg har fået så stor personlig succes på min forretningsrejse, fordi jeg tør at åbne op for det uperfekte.

Genudgivelse:
Denne artikel blev oprindeligt udgivet i januar 2023.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik