Klager om høj musik i havnen: Tømmerflådefirma måtte finde egen løsning på problemet

Der har været mange klager om støj i de lune sommeraftener denne weekend. Københavns Politi melder om, at problemet både er til lands og til vands.

En båd fyldt med gode venner, lidt koldt at drikke og god musik. Lyder det ikke som den perfekte sommeraften?

Måske for dem i båden, men kombinationen af fest og både i Københavns havn er ikke altid lige nabovenlig. 

Alene denne weekend har Københavns Politi modtaget et større antal henvendelser om støj fra både i havnen:

- Vi får en del henvendelser om folk, der sidder i deres både nede i havnene og hører musik. Og nede ved vandet rejser lyden jo altså lidt længere, siger vagtchef Dyre Sønnicksen til Ritzau.

Larm og høj musik fra fastliggere, samt de mange private bådejere og udlejningsbåde, der sejler rundt i havnen, er et velkendt problem for mange naboer.

I 2021 opdaterede By & Havn havnereglementet med et forbud mod at spille "forstærket musik" efter klokken 22.00 alle ugens dage. Forbuddet gælder musik afspillet fra vandet.

quote Folk forstod ikke altid, hvorfor der skulle skrues ned

Daniel Randskov, CPH Raft

Forbuddet skulle blandt andet ramme de pramme, som i sommernætterne sejler rundt i havnen og i kanalerne med soundboksen skruet op på fuld styrke, skrev Politiken dengang.

Tømmerflådefirma måtte stoppe for soundbokse

Et af de firmaer, der arbejder med støjproblemet til hverdag, er CPH Raft. Firmaet udlejer tømmerflåder med skipper og plads til op til 12 personer, der ofte udlejes til festlige events som polterabend- og firmaarrangementer.

CPH Raft har valgt at være meget klare i deres regler i forhold til musik på tømmerflåderne. De har forbud mod, at kunderne medbringer større musikanlæg som eksempelvis soundbokse.

Sådan har det ikke altid været. 

- Vi forsøgte for nogle år siden at sige okay til dem, der selv havde højtalere med. Så aftalte vi, at anlægget skulle stå hos skipper, som kunne styre lydniveauet, men det fungerede ikke.

- Skipper havde for travlt, og folk forstod ikke altid, hvorfor der skulle skrues ned, fortæller Daniel Randskov, medejer af CPH Raft, til TV 2 Kosmopol.

Musik skaber rammer for den gode oplevelse

For firmaet er det vigtigt at være på god fod med alle havnens aktører – heriblandt især naboer til havnen og kanalerne. Derfor måtte de finde på noget andet, hvis de ville kunne give kunderne en god oplevelse med musik uden at genere andre i havnen.

Derfor valgte de for nogle år siden en model, hvor kunderne kan vælge at leje en højtaler, som CPH Raft selv har testet lydniveauet på. Det er også tilladt at tage en lille bluetooth-højtaler med.

- Musik er med til at skabe nogle gode rammer for en god oplevelse. Men det skal gøres i et omfang, hvor man viser respekt for det miljø, man er i. Så præmissen for musikken skal være, at det skal være med respekt for havnens naboer, siger Daniel Randskov.

Er der nogle kunder, der bliver sure over jeres regler for musik?

- Vi gør meget ud af at skrive det på forhånd. Man kan ikke godkende en reservation uden at sætte flueben ud for, at man accepterer forbud mod store højtalere, og det står også i vores påmindelsesmails.

- Kommer der et selskab, hvor de har et dagsprogram, hvor de har en soundboks med, så må vi bare sige pænt nej, siger han. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik