For at fastholde forsvarsalliancen Natos teknologiske forspring på den globale scene vil alliancen oprette et center for kvanteteknologi. Det skal ligge i København, forankret i Niels Bohr Instituttet.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse, samtidig med at nyheden blev præsenteret på et pressemøde.
- Danmark er et foregangsland inden for kvanteteknologi. Og jeg er utroligt stolt over, at Nato nu har udvalgt Danmark som et af de initiativer, der skal styrke Natos teknologiske udvikling og sikre, at Nato forsat er på forkant.
- Det til gavn for hele Nato og til gavn for Danmark. Og så er det ikke mindst et stort skulderklap til vores forsknings- og uddannelsesinstitutioner, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S).
Kvanteteknologi rummer mulighederne for at gøre eksempelvis computere markant meget hurtigere og stærkere.
Det kan blive afgørende inden for blandt andet kryptering, da en kvantecomputer vil kunne bryde eksisterende koder. Eller på den anden side lave ubrydelige koder.
Både udviklingsenhed og testcenter
Teknologien har også potentialet til at revolutionere en lang række andre områder. Derfor har Nato det som mål at holde sig i front inden for området. Og derfor ønsker man et udviklingscenter.
I Danmark skal ligge både en undervisningsenhed samt et testcenter, hvor "nye innovative idéer" rent praktisk kan udvikles og testes.
Centret vil være en del af Niels Bohr Instituttet. Men det vil også modtage bidrag fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet og Danmarks Nationale Metrologiinstitut.
- Kvanteteknologien vil skabe enorme forandringer. Med et Nato-center bliver Danmark central for vores fælles sikkerhedspolitiske indsats på området.
- Og vi vil tiltrække nogle af verdens førende forskere og virksomheder. Det vil regeringen bakke op om med en ny strategi for kvanteforskning, som forventes lanceret til efteråret, skriver uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) i meddelelsen.
/ritzau/