Kolera-udbrud dræbte 5000 københavnere, men skabte tusindvis af gadekunstværker

Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læseværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

I midten af 1800-tallet blev København ramt af koleraepidemi, som på kort tid dræbte mange mennesker. Det satte skub i byens udvikling og er i dag medvirkende til, at vi ikke længere gemmer vores lort inde i lejligheden eller smider det på gaden. Og samtidig har det givet os en række kunstværker – hvis vi altså kigger det rette sted hen.

Massedød

Hvad der startede med at være en praktisk løsning for at redde københavnernes liv, viste sig at blive en form for kunstoplevelse i det fri. For går vi tilbage til dengang, hvor København rummede 25.000 mennesker, før kvinders stemmeret og før corona, hærgede en anden sygdom. Nemlig Kolera. Kolera dræbte 5.000 mennesker – altså 20 procent af Københavns indbyggere – og det gik op for myndighederne, at der skulle gøres noget. Og den gøren blev kloakdækslets fødsel. For at forstå det spoler vi tiden tilbage til kongens København anno 1850.

Hvad er kolera?

Kolera er en akut, vandig diarrésygdom som forårsages af bakterien Vibrio cholerae. Uden tilstrækkelig behandling med væske og salte er kolera ofte en dødelig sygdom, men med korrekt behandling er dødeligheden under 1 %.

I dag forekommer kolera især i lavindkomstlande i Asien, Afrika og Latinamerika, og det er usædvanligt, at klassiske koleratilfælde diagnosticeres i Danmark. Selvom kolera er mest berygtet som en alvorlig sygdom, er infektion med Vibrio cholerae ofte uden symptomer eller viser sig blot som moderat diarré. Formentlig er bakterien ind i mellem årsag til rejsediarré, der aldrig bliver diagnosticeret.

Ikke alene er kolera en af de klassiske epidemiske sygdomme, men den er også af historisk og social betydning. I midten af det 19. århundrede var koleraepidemier almindeligt forekommende i Europa, herunder i Danmark. Det var i høj grad kampen mod kolera og andre fattigdomssygdomme, der gjorde, at "den sanitære revolution" blev gennemført i Europa, herunder etablering af adgang til rent drikkevand og kloakering.

Kilde: Statens Serum Institut

Lort i gaden

Det var en varm sommerdag – og med nutidens (sol)briller var det lig med en dukkert i havnen eller måske en farvestrålende aperol spritz hos en af byens mange cafeer.

Men sådan var det bestemt ikke tilbage i 1800-tallet.

Her blev man på en varm sommerdag i stedet mødt af en uappetitlig lugt af – ja, lort.

Der var nemlig ingen kloakker. I stedet var der dybe rendesten, hvor regnvand, spildevand og menneskelige ekskrementer blev opsamlet.

Meget bedre lugtede det ikke i byens lejligheder. For i midten af 1800-tallet kunne du glemme alt om træk-og-slip toiletter. I stedet måtte du besørge på en god gammeldags lokumsspand – ofte under trappen – og spandens indhold blev kaldt latrin.

Når latrinen endelig blev afhentet, var det af byens Natmænd. Og behandlede man dem ikke godt, kunne de godt finde på at tabe afføringen.

Konsekvensen af det manglende kloaksystem var dog ikke kun vrede Natmænd, lort i gaden og en ulækker lugt i næsen. Kombinationen skulle vise sig at være gunstige levevilkår for bakterien Vibrio Cholerae – bedre kendt som Kolera.

Brutale konsekvenser

Det skete i 1853, da en ung skibstømrerlærling fra Nyboder fik opkast og diarré. Herfra spredte sygdommen sig hurtigt til alle byens kvarterer. Det var her, 5000 københavnere i løbet af få måneder mistede livet. Og da sygdommen var på sit højeste, døde flere hundrede dagligt. De brutale konsekvenser blev en øjenåbner for myndighederne: Hygiejnen og sundhedsniveauet skulle styrkes. Det betød blandt andet, at borgerrepræsentationen i København i 1857 vedtog en kloakplan, og samme år blev de første københavnske kloakrør lagt. En samfundsudvikling, der i dag – 165 år efter - giver genlyd. Ikke kun på toilettet, men også i det offentlige rum. For går du en tur et hvilket som helst sted, vil du med garanti – hvis bare du kigger det rette sted – blive mindet om datidens påfund.

Tusindvis af gadekunstværker

For på gader og stræder pynter kloakdæksler. De gemmer ofte på et fint lille kunstværk, som du måske slet ikke lægger mærke til, når du i din dagligdag spankulerer fra A til B.

Går du en tur i København, kan du eksempelvis møde H.C. Andersen, elefanter og metro-logoet på dækslerne.

Bevæger du dig i stedet mere nordpå, så kan du i Hillerød se byens våbenskjold afbilledet. Og det samme gør sig gældende for Frederiksberg.

Men hvorfor er kloakdækslerne egentligt så flot dekoreret?

Det har Jens Bille fra Herlev undret sig over. Derfor har han skrevet til vores Spørg Os-side. Og faktisk er der ikke noget entydigt svar på, hvorfor kloakdækslerne er blevet omdannet til små kunstværker.

Branding

Foto: Privatfoto

Spørger man Martin Pläge fra virksomheden Ulefos, der blandt andet laver kloakdæksler til store dele af vores sendeområde, så handler det nok mest af alt om reklame.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at nogen gerne vil sætte sit eget præg på bybilledet. Det er sjovere med et dæksel med betydning end et standard dæksel. Og så har det jo også noget kommercielt i sig – det skaber genkendelighed.

Som at bage en kage

Ulefos, der ligger i Hvidovre, er blandt de førende inden for kloakdæksler i Danmark.

De har blandt andet lavet kloakdæksler til Frederiksbergs kloakhuller, som du så lige før.

Selvom virksomheden har til huse i Hvidovre, så bliver dækslerne produceret hos vores norske naboer. Og det fungerer på samme måde som at lave en kage. Det fortæller Martin Pläge.

- Når vi skal lave dæksler, så laver vi en dej. Dejen består af 90 procent skråtjern, som vi blander med råjern og magnesium.

Herefter bliver den flydende dej – eller masse, om man vil – hældt i forme. Og det er formene, der afgør, hvordan dækslerne kommer til at se ud.

Ulefos har to kendte designs, som bliver brugt i Danmark. Men det er langt fra de eneste dæksler, de producerer. - Vi har en del kunder, som gerne vil sætte deres eget aftryk på dækslerne. Ofte er der tale om logo eller byvåben. Men nogle gange er der også tale om specielle projekter. Og det er særligt dem, som Martin Pläge finder interessant. - Det kan for eksempel være kunder, som ønsker at få kunst på deres dæksler. Det er de projekter, jeg synes, er lidt sjovere. For det er fedt at følge en opgave fra idefasen og frem til det punkt, hvor det endelig resultat ligger i jorden.