Det går skidt for trivslen hos unge gymnasieelever i københavnsområdet.
Det viser en ny undersøgelse med navnet UNG19 fra Statens Institut for Folkesundhed.
Ifølge undersøgelsen føler mere end hver femte pige og hver tiende dreng sig dagligt stressede, og på nogle ungdomsuddannelser er mere end 40 procent af pigerne nervøse mere end én gang ugentligt.
Én af dem er gymnasieeleven Paprika Willison Nørre Gymnasium i København.
- Siden niende klasse har jeg lidt rigtig meget af eksamensangst, og jeg havde brug for hjælp til at håndtere det, siger Paprika Willison til TV 2 Lorry.
En hjælpende hånd
Paprika Willison tilmeldte sig frivilligt et gruppeforløb på sit gymnasium, hvor hun og flere andre fik hjælp til at håndtere stress og angst. Og det har haft en effekt.
- Jeg har fået nogle redskaber, der kan hjælpe mig, når jeg er stresset eller angst. Det er rart, at jeg har fået den hjælp, siger hun.
Indtil videre har 125 gymnasieelever ligesom Paprika fået tilbudt et kursus. Og dem skal der komme en del flere af i fremtiden. Sådan lyder det fra ophavskvinden bag idéen til kurserne.
- Vi kan se, at rigtig mange af de unge københavnere mistrives og har symptomer på, at de er ved at udvikle angst. Det vil vi gerne sætte ind over for, siger SF's sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling.
10 københavnske gymnasier
Stressforløbene er en del af et pilotprojekt, hvor 10 københavnske gymnasier og deres elever deltager.
Gymnasierne er Gefion Gymnasium, Det frie Gymnasium, N. Zahles Gymnasieskole, Akademisk Studenterkursus, Skt. Annæ Gymnasium, Københavns Åbne Gymnasium, Nørre Gymnasium, Christianshavn Gymnasium, Københavns Private Gymnasium og Rysensteen Gymnasium.
I 2020 skal 200 københavnske gymnasieelever igennem lignende forløb, og projektet får sponseret midler frem til 2022.
Paprika Willison håber, at flere unge med mistrivsel vil benytte sig af tilbuddet i fremtiden.
- Jeg følte mig meget alene, og jeg følte ikke, der var noget jeg kunne gøre ved det. Folk sagde, jeg skulle trække vejret, men det hjalp ikke. Så det er rigtig godt, at flere som er i min situation kan mærke, at de ikke er alene, og kan få hjælp igennem meditation eller andet, siger hun.