Oversigt

Seneste nyt

"Kremls forlængede arm" i København lukker

Ruslands Hus, der ligger på en prominent adresse nær Rådhuspladsen i København, lukker for sine aktiviteter i Danmark den 27. september. Det skriver den russiske ambassade i Danmark på Facebook.

Ruslands Hus er den danske filial af den statskontrollerede organisation Rossotrudnichestvo. Siden juli sidste år har den stået på EU's sanktionsliste. Huset hører under den russiske ambassade.

EU begrundede indførelsen af sanktioner mod Rossotrudnichestvo med blandt andet:

- I mange år har den fungeret som paraplyorganisation for et netværk af russiske landsmænd og påvirkningsagenter.

Over for Jyllands-Posten har Flemming Splidsboel, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), tidligere kaldt Ruslands Hus for 'Kremls forlængede arm' i udlandet.

- Deres officielle formål er at udbrede kendskabet til russisk kultur i udlandet, men de er del af ambassaden, og dermed kan de ansatte også spille en rolle i for eksempel at rekruttere agenter i Danmark, siger Flemming Splidsboel til Jyllands-Posten.