Lokalt kor måtte stoppe sang og haste ud af brændende kirke

Hyltekoret var knap startet på aftenens korøvelser, da der stod røg fra kirkens tag. Få minutter senere stod den i flammer.

Mandag aften udbrød der brand i Hyltebjerg Kirke i Vanløse.

Én af dem der oplevede brandens udvikling på tætteste hold, var Ole Jørgensen, der er korleder for Hyltekoret, som øver i kirken hver mandag aften.

Således var det 45 personer store kor også denne mandag på plads for at øve sig, inden de tirsdag skal optræde i Koncertkirken på Blågårds Plads.

- Vi var vel lige kommet ind, da der kommer en far ind med sin datter og fortæller, at der kommer røg op fra toppen af kirken, fortæller Ole Jørgensen til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi kan godt se, da vi går derud, at det ikke ser godt ud. Der kommer mere og mere hvid røg op fra taget, og vi beslutter os for at få tømt kirken.

Brand udviklede sig lynhurtigt

Midt i alt det blev der ringet efter brandvæsenet, der var på stedet fem minutter efter. I første omgang vurderede Ole Jørgensen selv, at der formentlig har ligget noget på loftet og ulmet, men han tænkte, at brandvæsenet nok skulle nå at slukke det.

- Vi øver ikke inde i selve kirken, men i et rum ved siden af. Vi kunne ikke lugte noget røg og opfattede det ikke som alvorligt i første omgang.

Men så gik det stærkt. Ole Jørgensen vurderer, at der gik mellem 10 og 15 minutter fra de blev advaret, til der stod flammer op fra kirkens tagryg.

- Vi kunne ikke holde ud at være der og se på det. Så vi gik væk for at give plads til brandvæsenet. Vi er 45 mennesker, så vi skulle ikke stå og fylde der, siger Ole Jørgensen, der i stedet søgte mod Vanløse Kirke, hvor koret kunne øve videre. 

- Vi fik lov at låne nogle lokaler, så vi kunne forberede os på en koncert i morgen. Der kunne vi også snakke det igennem, vi lige havde oplevet, fortæller han.

Ole Jørgensen er korleder for Hyltekoret, der fik sig en slem forskrækkelse mandag aften.
Ole Jørgensen er korleder for Hyltekoret, der fik sig en slem forskrækkelse mandag aften.
Foto: Hyltekoret.dk

Tæt tilknytning mellem kor og kirke

Hyltekoret har holdt til i Hyltebjerg Kirke i 30 år, og Ole Jørgensen har været leder af koret i de sidste 12 år. Derfor er han også berørt over branden, da TV 2 Lorry taler med ham.

- Det er rigtig sørgeligt. Den kirke kommer nok ikke tilbage lige foreløbig. Det var skræmmende, at det kunne gå så stærkt. Vi har også et særligt forhold til kirken, så det er nok heller ikke gået op for os, hvad det vil sige, at den ikke står der mere, fortæller han og konstaterer samtidig, at han er glad for, at det ikke er en beboelsesejendom, der er gået ild i.

En anden, der også er meget berørt af branden, er Jørgen Olsson, der er kirkegænger i Hyltebjerg Kirke. Mandag aften betragtede han flammernes hærgen af den kirke, hvor han er kommet de sidste mange år.

- Jeg har boet herude i 55 år og er kommet meget i kirken. Det er tragisk at se, at nu er det hele slut, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Der er mange arrangementer i kirken for de ældre, men det er også noget, der forsvinder nu, og det er man lidt ked af.

Mandag aften er udmeldingen fra Hovedstadens Beredskab, at efterslukningen kommer til at vare natten over. Hvordan branden er opstået, er endnu uvist.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik