Må bruge sokker som bind: Nu kan udsatte kvinder få hjælp til deres underlivs sundhed

Det er ikke alle kvinder, der har den luksus at have råd til noget så basalt som et menstruationsbind. Derfor hjælper WeCare udsatte kvinder godt igennem menstruationen.

Hvis du er kvinde, så ved du, at det kan være lidt af en udgift, når det er den tid på måneden.

En pakke hygiejnebind nærmer sig nemlig nemt 40 kroner, hvis de skal være tynde og i god kvalitet, og oveni er alle de andre hygiejneartikler, som man bruger til at holde sig ren både før, under og efter menstruationen.

For de fleste kvinder er der heldigvis plads i budgettet til den slags fornødenheder. Men for socialt udsatte kvinder kan det være endog rigtig svært at få råd. Derfor har NGO'en Blossom startet projektet WeCare.

- Det handler om at sætte fokus på socialt udsatte kvinders sundhed og specifikt deres underlivs sundhed, siger Sasha Dantved, projektleder i Blossom.

WeCare går ud på at hjælpe socialt udsatte kvinder godt igennem deres menstruationscyklus, fordi hjemløse, prostituerede eller stofmisbrugende kvinder ofte ikke kan prioritere de hygiejneartikler, som vi andre tager for givet. 

WeCare leverer derfor menstruationsprodukterne til kvinderne. Artiklerne doneres af private og virksomheder, og de kommer i små tasker, som en gruppe frivillige syr ud af deres egne reststoffer.

quote Kvinderne bliver ofte nødsaget til at bruge andre ting som menstruationsbind – et par sokker eller det samme bind i en hel uge.

Sasha Dantved, projektleder i Blossom.

Taskerne indeholder dag- og natbind, håndsprit, creme, trusseindlæg og lignende, mens der også til tider kommer tandpasta og hårelastikker med. Nok til den lille uge, som en menstruation tager, og alt det, man har brug for.

Ikke råd til menstruation

Man skulle måske tro, at kvinderne ville have adgang til disse fornødenheder på herbergerne og værestederne, men ofte er der slet ikke økonomi til den slags "luksus", så man skal være heldig at få fat i et bind.

- Det er vores erfaring, at kvinderne kun sporadisk har adgang til hygiejneprodukterne i de sociale tilbud, hvor de kommer, og fordi deres midler er små, må de bruge deres penge på mad eller andre fornødenheder, siger Sasha Dantved, der selv leverer menstruationstaskerne rundt om på væresteder i især hovedstadsområdet:

- Taskerne er vigtige, fordi kvinderne ofte bliver nødsaget til at bruge andre ting som menstruationsbind, som et par sokker, eller bruge det samme bind i en hel uge, og det giver øget risiko for infektion. 

Udover at kvinderne bliver lykkelige for den gestus, det er at få mulighed for basal hygiejne i et svært liv, så sætter det også et fokus på underlivssundhed, fortæller Sasha Dantved:

- Måske samtalen vi har med kvinderne starter ved menstruation, men så går det over i aborter eller et svært moderskab med børn, som de ikke ser, mens kvinder i sexarbejde fortæller om voldsomme episoder eller underlivsgener. Så det handler ikke kun om menstruation. Det bliver en vigtig samtalestarter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik