Oversigt

Seneste nyt

Mand anholdt for at "rette våbnet mod andre" i metroen

Københavns Politi har onsdag middag anholdt en 37-årig mand på Østerbro.

Manden mistænkes for at være den mand, som tirsdag aftens udviste mistænkelig adfærd ved at bære en våbenlignende genstand, da han befandt sig i den københavnske metro. 

- Den 37-årige er sigtet for trusler på livet ved at have rettet våbnet mod andre, skriver politikredsen onsdag eftermiddag i et opslag på Twitter

Til TV 2 Kosmopol uddyber Københavns Politi, at den våbenlignende genstand blev rettet mod andre passagerer i metroen. Hvor mange personer, våbnet er blevet rettet imod, kan politiet ikke oplyse. 

Politiet oplyser lidt efter klokken 15.00, at det våben, som den 37-årige mand er mistænkt for at have været i besiddelse af, er fundet. 

- Der er tale om et hardball-gevær, som blev fundet på en adresse på Amager. Det er nu beslaglagt til sagen, skriver Københavns Politi på Twitter.

Det var et tip om en mistænkelig person, der tirsdag aften omkring klokken 23.00 fik  Københavns Politi til at rykke massivt ud til flere metrostationer.

Det er uvist, hvordan den sigtede mand forholder sig til sagen.

TV 2 Kosmopol følger sagen.