Mens vi får et kongepar, får Australien for første gang en dronning

Når tronskiftet på søndag finder sted, er det ikke kun os danskere, der har noget at fejre. Vi har talt med fire australiere om kronprinsesse Mary.

Når Dronning Margrethe på søndag giver tronen videre til sin søn Kronprins Frederik, og han træder ud på balkonen på Christiansborg får Danmark en ny konge. 

Men det er ikke kun en særlig dag for os danskere. Det er det også for australiere.

- Danmark får en ny konge, men Australien får sin allerførste dronning, siger australske Phillip Bunting, der har boet i Danmark siden 1998.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Phillip Bunting tror, at Kronprinsesse Mary kommer til at gøre det godt som dronning.
Phillip Bunting tror, at Kronprinsesse Mary kommer til at gøre det godt som dronning.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

Vores nuværende kronprinsepar mødte hinanden i Sydney i Australien under De Olympiske Lege i 2000, Mary kom til Danmark i 2002, og i 2004 blev hun gift med Kronprins Frederik.

Og for australieren, der har boet i Danmark i mange år, er det dejligt at have en repræsentant hjemmefra tæt på.

- Når man er så langt væk hjemmefra, så føler man sig lidt tættere på Australien, når man har Mary, siger Phillip Bunting.

En stor historie Down Under

Lisa Martin er journalist, og er flyttet til Danmark for bare seks uger siden. Og nu får hun lov til at dække tronskiftet for Australian Associated Press.

- Det er sådan en stor historie! Australiere har fået Mary-feber, siger Lisa Martin til TV 2 Kosmopol.

Ovenpå jul og sommer i Australien falder historien om en australier på toppen af den danske kransekage da også på et tørt sted rent nyhedsmæssigt.

-  Den her historie har givet australiere et stort glædesmoment, i en tid hvor nyhedscyklussen er ret barsk, siger Lisa Martin.

Og at den kommende danske dronning har australske rødder har stor betydning. 

- Mange er begejstrede for, at en person som er opvokset i Tasmanien er steget op til så prominent position i et europæisk kongehus, lyder det fra journalisten.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Lisa Martin skal reportere fra tronskiftet for Australian Associated Press.
Lisa Martin skal reportere fra tronskiftet for Australian Associated Press.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

I Australien er de da heller ikke bange for at lave flotte sammenligninger til deres eget kongehus, som er det britiske.

- Hele Australien elskede prinsesse Diana, og jeg tror, at nu, hvor vi har Mary, så fylder hun det hul, siger Lauren Morrissey, der lige nu er i Sydney, men har boet i Danmark i 15 år.

Hun fortæller også, hvordan den fremtidige danske dronning ofte optræder på forsiden af blade og magasiner i sit hjemland.

- Når Mary bliver dronning, bringer det forhåbentlig Danmark og Australien endnu tættere sammen, siger Lauren Morrissey.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Danmark på det australske verdenskort

På den australske ambassade i Danmark underkender man da heller ikke den betydning, som den kommende dronning Mary har for de to lande.

- At Danmark får en dronning, der er fra Australien, vil være sådan en unik og speciel forbindelse mellem vores lande, siger den australske ambassadør i Danmark, Kerin Ayyalaraju.

- Så mange australiere vil være inspireret af den måde, hun har omfavnet sit nye hjem på, og den måde hvorpå hun har dedikeret sit liv til Danmark, fortsætter ambassadøren.

I de mere end 25 år Phillip Bunting har boet i Danmark, har hans hjemlands kendskab til hans nye land virkelig ændret sig - og det giver han til dels kronprinsessen ansvaret for.

- Da jeg først flyttede til Danmark, var der ingen, der vidste, hvor Danmark var. De troede faktisk det var hovedstaden i Tyskland, lyder det fra Phillip Bunting.

Derfor glæder han sig da også til endnu mere af den fremtidige dronning.

- Det har været et fantastisk eventyr. Ikke kun for hende men for de fleste australiere også. Vi har været med på rejsen, og vi glæder og også til den næste del af rejsen, hvor hun skal være dronning, slutter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik