Det må kandidere til en af Lorrylands bedste maritime parkeringspladser, hvis man godt kan lide kultur og mad.
Refshaleøens Ejendomsselskab har opgraderet kajkanterne. Det betyder, at skibe op til 50 fod nu kan lægge til ved nogle af de vestvendte kajstrækninger på Refshaleøen.
Den nye mulighed trådte i kraft den 1. maj, fortæller Jes Transbøl. Han er administrerende direktør for Refshaleøens Ejendomsselskab, der ejer de gamle B&W-arealer.
- Der er rigtig mange, der har spurgt, om man ikke kunne komme herud og ligge. Og når vi nu har de her kajstrækninger, så er det næsten fjollet, hvis vi ikke får dem i spil, siger Jes Transbøl.
De sejlende gæster kan lægge til på Refshaleøen alle ugens dage mellem klokken 10 og 24.
Samtidig har selskabet indgået et samarbejde med parkeringsselskabet Apcoa, der har sat parkeringsautomater op i området, hvor man kan betale for anløb.
Når man har gjort det, kan man eksempelvis besøge Reffens mange madboder.
- Det er et fantastisk sted, og vi glæder os til at tage imod københavnerne til båds også. Og jeg tror, at det er noget, som folk vil tage godt imod, siger Jes Transbøl fra Refshaleøens Ejendomsselskab.
Prisen for at anløbe Refshaleøen er 200 kroner per dag for et skib på op til 20 fod, mens et skib på mellem 20 og 50 fod koster 400 kroner.
Man kan også betale per time. Her koster små skibe 35 kroner, mens de store skal betale 55 kroner per time.
I dag huser Refshaleøen flere end 150 forskellige lejere og aktiviteter, der tæller alt fra street food til klatrehal, ungdomsboliger og restauranter.