Oversigt

Seneste nyt

Nu kan du søge job på Christiania

”Vil du være med til at genskabe Pusher Street fysisk, kulturelt og socialt og bygge videre på Christianias 53 år som kulturelt mekka?”

Sådan lyder det i et jobopslag fra Christiania, hvor man søger ”to dynamoer, som er klar på at tage et kæmpe læs med at puste liv og glæde i Down Town”.

Det skriver Christiania mandag på deres officielle facebookside.

De to kommende ansættelser skal begge være ”erfarne ildsjæle”, står der videre.

Den ene ansættelse får på den korte bane til opgave at udvikle et spændende sommerprogram med markedsdage, musik-, kultur-, kunst- og legende aktiviteter. På længere sigt skal vedkommende være med til at ”udvikle og realisere en kultur-, organisations- og virksomhedsstrategi, som bygger på Christianias historie med iværksætteri og socialøkonomi, der også kan bidrage til Christianias fællesøkonomi”

Den anden ansættelse skal stå for de små og mellemstore byggeprojekter, der opstår i fællesskabet samtidig med at man sammen med Christianias regnskabsansvarlige får ansvar for det store regnskab.