Lyden af store industrimaskiner, der flytter jord og sten, kan i fremtiden blive erstattet af lyden af metrotoge, der kører på skinner.
Det er situationen på Prøvestenen ud for Amager.
Det såkaldte tørbulkområde på Prøvestenen er nemlig udset til at skulle huse et kontrol- og vedligeholdelsescenter for den nye M5-metrolinje, der efter planen skal være i drift i 2035.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Fakta om Prøvestenen
Prøvestenen er opdelt i to havnefaciliteter - vådbulk og tørbulk.
På vådbulken håndteres der primært brændstoffer - herunder til flyene i lufthavnen via en rørledning under jorden.
På tørbulken går der årligt 1,6 millioner ton råstoffer, byggematerialer og andet såkaldt fast bulk over kajerne på Prøvestenen. Virksomhederne på tørbulken håndterer desuden cirka en million ton jord og byggeaffald fra Storkøbenhavn.
Indehaverne af nogle af de store industrimaskiner ser dog ikke noget positivt i udskiftningen i Prøvestenens lydbillede, da det vil betyde, at flere af virksomhederne skal flytte.
- Der kan ikke både være plads til et metroværksted og så de virksomheder, der allerede ligger her på Prøvestenen, lyder det fra Karsten Ludvigsen, der er direktør i affalds- og miljøvirksomheden Norrecco.
Prøvestenen er en nødvendighed for Københavns udvikling. Alternativerne ligger hundrede kilometer væk, og det hænger slet ikke sammen med klimaambitionerne med så mange lastbiler på vejene. Det vil betyde ekstra CO2-udledning
Virksomhederne forsøger derfor nu at råbe politikerne på Københavns Rådhus og i Folketinget op.
- Formålet med vores opråb er at sætte Prøvestenen ind i en større kontekst, hvor politikerne forstår, at der er et behov for den her type virksomheder, der ligger på Prøvestenen. Det er nøglen til råstofforsyningen til og fra hovedstadsområdet, siger Karsten Ludvigsen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Lastbiler på vejene
En anden virksomhed, der holder til på Prøvestenen, er Dansk Natursten.
- Prøvestenen er det eneste rigtige sted til at levere materialer til Storkøbenhavn, som vores virksomhed gør. Og 95 procent - måske endda mere - af vores materialer bliver brugt i Storkøbenhavn. Vi taler om afstande på fem til ti kilometer, lyder det fra salgsdirektør Kim Fynbo Nielsen.
Han nævner vanddybden ved kajkanten på næsten 12 meter i Prøvestenshavnen som helt afgørende for flere af virksomhedernes drift.
Den betyder nemlig, at de helt store skibe kan lægge til kaj her. Kim Fynbo Nielsen fortæller i den forbindelse om et skib, der kom til Prøvestenen med 63.000 ton granitskærver til beton. Det ville kræve 1.800 lastbiler at fragte en tilsvarende mængde.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Som jeg ser det, så spiller man russisk roulette med Københavns udvikling. Hvordan skal man få materialer ind til de projekter, der vil komme i fremtiden, spørger Kim Fynbo Nielsen, der ligeledes er formand for Erhvervsforeningen for Københavns Havn.
Han forudser, at der vil komme langt flere lastbiler på vejene, hvis virksomhederne bliver fortrængt fra Prøvestenen. Virksomhederne har nu kig på arealer i blandt andet Kalundborg, Vordingborg og Ringsted.
- Prøvestenen er en nødvendighed for Københavns udvikling. Alternativerne ligger hundrede kilometer væk, og det hænger slet ikke sammen med klimaambitionerne med så mange lastbiler på vejene. Det vil betyde ekstra CO2-udledning, lyder det fra Kim Fynbo Nielsen.
Virksomhed: "Hver en kvadratmeter er hellig"
Københavns Kommune kunne den 8. februar offentliggøre, hvilken linjeføring for M5-metroen, der nu skal arbejdes videre med. Linjeføringen indeholder ti stationer og et kontrol- og vedligeholdelsescenter på Prøvestenen.
(Artiklen fortsætter efter kortet.)
- Prøvestenen er det, der giver bedst mening for metroen, og det er der, vi generer færrest aktiviteter, der enten er på vej, eller er der i forvejen, lyder det fra Lars Weiss, der er gruppeforperson for Socialdemokratiet og medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune.
Metroværkstedet vil efter planen fylde 90.000 kvadratmeter. Det er knap en fjerdedel af tørbulkområdets areal.
- Det er langt mere, end hvad der vil kunne undværes. Der kan faktisk ikke undværes noget. Vi vil gerne have ekstra kvadratmeter, fordi importen er stigende, fortæller Kim Fynbo Nielsen.
Der kommer til at blive problemer, når vi skal rykke rundt på aktiviteterne. Det bliver et stort puslespil, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes
Politikerne i Økonomiudvalget på Københavns Rådhus har nu besluttet, at det skal belyses, om metroværkstedet kan optage et mindre areal på Prøvestenen, men det løser ikke problemet, lyder det fra virksomhederne, der opfordrer til, at der i stedet bliver kigget på alternative placeringer til et kontrol- og vedligeholdelsescenter.
- Selvfølgelig er det en fordel, hvis der bliver taget mindre areal væk fra de virksomheder, der er på Prøvestenen, men der er knaphed på den her type areal i hovedstadsområdet, så hver en kvadratmeter er hellig, udtaler Karsten Ludvigsen og fortsætter:
- Alle taler ind i denne her miljøpolitiske dagsorden med cirkulære løsninger, der er bæredygtige med genanvendelse af ressourcer. Men det kræver altså, at vi kan placere de her virksomheder tæt på byen, hvor affaldet opstår, og hvor ressourcerne skal bruges.
Lars Weiss: "Det bliver et stort puslespil"
Lars Weiss mener, at der både kan være plads til metroværksted og virksomheder på Prøvestenen. Måske skal nogle af virksomhederne dog fremover i stedet ligge ved jordmodtagelsesanlægget ved Lynetteholm.
Virksomhederne på Prøvestenen siger, at det her bliver et problem. Men det siger du, at det ikke gør?
- Jeg siger ikke, at det bliver nemt. Der kommer til at blive problemer, når vi skal rykke rundt på aktiviteterne. Det bliver et stort puslespil, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes, lyder det fra Lars Weiss.
Virksomhederne på Prøvestenen forudser, at der vil blive transporteret langt mere materiale til og fra Storkøbenhavn via lastbiler, hvis tørbulkområdet på Prøvestenen bliver indskrænket på grund af et metroværksted. Hvordan vil du undgå det?
- Jeg vil undgå, at tørbulken kommer over på lastbiler ved at sikre, at aktiviteterne stadig kan være i Østhavnen - det vil sige på Prøvestenen og på jordmodtagelsesanlægget på Lynetteholm.
Så der kommer ikke til at komme flere lastbiler på vejene på grund af det her?
- Nej. Ikke på grund af det her, afslutter Lars Weiss.
Linjeføringen for M5 skal først undergå en miljøkonsekvensvurdering, der skal i offentlig høring. Herefter er det forventningen, at der vedtages en anlægslov, før første spadestik til det nye kontrol- og vedligeholdelsescenter kan tages.