Nye tal fra Christiansborg Slotsplads: Forsker får ikke i nærheden af 174.000 mennesker

En forsker fra DTU er med hjælp af kunstig intelligens kommet med et nyt bud på, hvor mange mennesker der stod foran Christiansborg Slotsplads søndag.

Mandag kunne flere danske medier berette, at der var svimlende 174.000 mennesker til stede for at fejre kong Frederik på Christiansborg Slotsplads søndag. 

Tallet var baseret på informationer fra teleselskabet 3, der havde indsamlet anonymiserede mobilitetsdata fra mastepositioner i nærheden.

Men nu kommer en forsker fra DTU, Danmarks Teknologiske Universitet, med et andet - og noget mere konservativt estimat - for folkemængden.

Morten Hannemose, der er forsker i kunstig intelligens på DTU, vurderer nemlig, at cirka 75.000 mennesker stod i Frederik X synsvinkel fra Christiansborgs balkon.

Altså omkring 100.000 mennesker færre end teleselskabets data viste.

- Det overrasker mig lidt, at vi er så meget ved siden af hinanden. Min metode tager udgangspunkt i, hvor mange der reelt har kunnet se ham. 3's metode er baseret på dem, der også ikke har kunnet se ham, siger Morten Hannemose.

Morten Hannemose har ved hjælp af en metode kaldet deep-learning analyseret seks billeder i høj opløsning, taget af flere fotografer fra flere vinkler, af folkemængden på Christiansborg Slotsplads. 

Den kunstige intelligens har altså analyseret, hvor mange mennesker der er synlige i hvert billede. 

Men her er det værd at bemærke, at computeren ikke har kunne spotte mennesker, der er stået skjult bag Frederik d. 7's statue eller træer. Her har Morten Hannemose selv været inde og se på luftfotos for at tilføje de skjulte mennesker til optællingen. 

Teleselskab: Det er et estimat

Teleselskabet 3 har fået deres tal ved hjælp af mobilmaster.

De har set på aktiviteten fra deres egne og Oisters kunder på telemasterne i området omkring Christiansborg. 

Det vil sige, at der sagtens kan være nogen, der er gået fra Kongens Nytorv til Christiansborg i løbet af dagen, og så vil de optræde to gange i de 174.000 mennesker. 

Teleselskabet har altså ikke haft mobildata på alle omkring Christiansborg. De har derfor brugt stikprøver til at beregne mængden af fremmødte royalister.

Selvom stikprøverne ikke giver et præcist og konkret tal, så kan de ved hjælp af en statistisk regnemetode, kaldet stratificeret ekstrapolering, ganges op til at give et kvalificeret estimat. 

Hvordan kan det være, at DTU er kommet frem til et tal, der er knap 100.000 mindre?

- Der er mange måder at gøre de her tal op på. Vi kan aldrig nogensinde sige, vi kender den skinbarlige sandhed. Det er et estimat givet efter en stærk metode siger Head of Business Development for 3, Jeppe Waidtsløw til TV 2 Kosmopol. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Morten Hannemoses metode nedjusterer, hvor mange der har været i en folkemængde. 

Sammen med to kolleger fra DTU havde han tilbage i november undersøgt dronebilleder fra en demonstration for Palæstina. Dengang antog arrangørerne, at omkring 65.000 mennesker deltog i demonstrationen. 

Men Morten Hannemose og hans kolleger kom frem til, at blot mellem 8.000 og 12.000 demonstranter gik i optog. 

Altså mellem 53.000 og 57.000 personer færre end arrangørernes estimat. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik