"65.000" gik på gaden for Gaza, lyder det på sociale medier – men virkeligheden er en anden, vurderer eksperter

Arrangøren kalder det "en af danmarkshistoriens største demonstrationer" og anklager medierne for censur.

En påstand bliver i disse dage gentaget igen og igen på sociale medier.

Her lyder det, at der søndag var 65.000 mennesker samlet i Københavns gader for at kræve våbenhvile og nødhjælp til Gaza.

- Hvor er de danske medier? I går fandt en af danmarkshistoriens største demonstrationer sted, med cirka 65.000 mennesker. Som eneste demonstration af den størrelse valgte flere store, etablerede medier at censurere demonstrationen fuldstændigt, skriver arrangøren Stop Annekteringen af Palæstina på deres sociale medier.

Men tallet 65.000 stemmer ikke overens med virkeligheden, lyder det nu.

Tre eksperter, som har undersøgt en dronevideo fra begivenheden, kommer frem til et tal, der er betydeligt lavere.

Deres vurdering lyder på cirka 10.000 demonstranter.

Op til 57.000 personer færre

TV 2 har bedt Anders Bjorholm Dahl, professor i billedanalyse ved DTU, Morten Rieger Hannemose, adjunkt på DTU, og Jakob Lønborg Christensen, ph.D.-studerende ved DTU, om at undersøge en dronevideo af demonstrationen, som arrangørerne har lagt op på sociale medier.

Forskerne, som alle tre beskæftiger sig med kvalitativ billedanalyse på daglig basis, har opdelt videoen i 15 billeder og derefter brugt en AI-model til at tælle antallet af individuelle personer.

De understreger, at der er et par usikkerheder i metoden, hvilket giver en usikkerhed på 2000 personer fra eller til.

Ifølge de tre forskere var der altså mellem 8000 og 12.000 personer til stede ved demonstrationen.

Altså mellem 53.000 og 57.000 personer færre end arrangørens eget estimat.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Til videoen skriver Stop Annekteringen af Palæstina, at den ikke viser hele demonstrationen – der er også flere demonstranter på Istedgade, Gasværksvej og Halmtorvet, lød det i opslaget.

TV 2 har spurgt Anders Bjorholm Dahl, om det er muligt, at 45.000 personer gemte sig dér, mens dronevideoen blev optaget.

- Vi ville nok forvente, at det ikke ændrer særligt på det tal, som vi er kommet frem til. Vi er meget langt fra 65.000 personer, siger han.

Spørg Os - Formular

_

Kritik af medierne

Påstanden om det store fremmøde ved søndagens demonstration i København er også blevet delt på andre Instagram-profiler og i forskellige opslag på det sociale medie X.

Ofte ledsaget af anklager om censur hos de danske medier og undren over manglende mediedækning af begivenheden.

I et opslag på Instagram langer arrangøren Stop Annekteringen af Palæstina konkret ud efter Berlingske, Politiken og DR for ikke at have været til stede.

DR nævnte demonstrationen i en liveblog på sin hjemmeside, men ifølge chefredaktør Thomas Falbe burde man have gjort mere og "været der i et eller andet omfang". Det siger han til programmet 'Reporterne' på 24syv og forklarer, at DR nok undervurderede, hvor stor netop denne demonstration ville blive.

Enkelte medier, herunder TV 2, rapporterede fra begivenheden og talte med flere af deltagerne.

Arkivfoto fra tidligere demonstration.
Arkivfoto fra tidligere demonstration.
Foto: Presse-fotos.dk

TV 2 har kontaktet Københavns Politi for at få oplyst, hvor mange deltagere, der var samlet til søndagens demonstration. De afviser at komme med estimater på bagkant.

TV 2 har også, før forskerne gennemgik videoen fra demonstrationen, forsøgt at komme i kontakt med arrangøren Stop Annekteringen af Palæstina, der kalder sig "et solidaritetsnetværk, som har til formål at støtte det palæstinensiske folk".

Vi ville gerne spørge dem, hvordan de er kommet frem til tallet 65.000.

De har ikke besvaret vores henvendelse.

Fagbevægelsen lavede samme nummer

Det er ikke første gang, at det viser sig, at arrangøren bag en demonstration overdriver antallet af deltagere.

Da Fagbevægelsens Hovedorganisation i februar demonstrerede for at vise sin utilfredshed med regeringens planer om at afskaffe store bededag, påstod organisationen, at 50.000 mennesker var samlet på Christiansborg Slotsplads.

Den påstand fik den britiske professor Keith Still, der lever af at analysere menneskemængder, dog hurtigt afvist.

Han estimerede dengang, at mellem 12.750 og 19.125 mennesker var samlet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik