Omstridt hjemmepleje laver opsigtsvækkende hvervekampagne

Den Sociale Hjemmepleje i København mangler hele 45 medarbejdere. Københavns Kommune kalder det et strukturelt problem.

Københavnere med et handicap, misbrug eller psykiske problemer, der får besøg af sosu’ere fra Den Sociale Hjemmepleje, kan for tiden risikere at kigge langt efter velkendt plejepersonale.

Således oplyser København Kommune i en pressemeddelelse, at man lige nu mangler hele 45 medarbejdere til Den Sociale Hjemmepleje, der i alt har 450 ansatte. 10 procent mangler altså. 

Der er både brug for sosu-assistenter, -hjælpere, sygeplejersker og vikarer.

Men hovedstadskommunen nøjes ikke blot med at sende jobopslagene ud på Jobindex - man har tværtimod tilrettelagt en storstilet hvervekampagne.

Plakater kan derfor ses i hele København denne uge, ligesom kommunen har produceret en film med to nuværende medarbejdere i Den Sociale Hjemmepleje.

“Derudover vil der løbende være gode historier om den vigtige indsats på Københavns Kommunes sociale medier og annoncer i relevante fagblade,” skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Klar til massivt fremstød

Ifølge Cecilie Blæsenborg Engell, borgercenterchef i Københavns Kommune, oplever man lige nu større efterspørgsel end udbud i forhold til medarbejdere. 

- Langt de fleste kommuner kan genkende det. Nogle gange er der også folk, der synes, det er attraktivt at være i et vikarbureau.. Nu prøver vi så at lave et massivt fremstød for at sætte fokus på, hvad det her område kan, siger Cecilie Blæsenborg Engell.

Hun oplyser, at kommune løbende slår jobopslag op, men at man nu har "samlet sammen" for at kunne lave en større og mere målrettet indsats for at få nye medarbejdere. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Den Sociale Hjemmepleje

Den Sociale Hjemmepleje er Københavns Kommunes hjemmepleje for borgere mellem 18 og 65 år. Den tilbyder hjemmehjælp, rehabilitering og hjemmesygepleje og tilrettelægger hjælpen efter dit aktuelle behov.

Mange problemer i hjemmepleje

Borgere i Den Sociale Hjemmepleje, der nu oplever stor udskiftning i personalet, har tidligere i en årrække modtaget pleje fra personale, der har været involveret i massive mobbeproblemer.

I august måned i år kunne TV 2 Lorry på baggrund af aktindsigt hos Arbejdstilsynet således afsløre, at Den Sociale Hjemmepleje igennem to år har været plaget af mobning og mistillid til ledelsen.

Og den sag kom nøjagtigt et år efter, at TV 2 Lorry fortalte, at en omorganisering af Den Sociale Hjemmepleje i 2018 med kommunens egne ord fik “hele organisationen til at vakle.”

I sommeren 2019 fik Den Sociale Hjemmepleje således påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed på grund af mangelfuld journalføring og medicinhåndtering.

I august sidste år viste en intern redegørelse, at omorganiseringen havde ført til mangelfuld og kritisabel behandling af kommunens syge borgere og havde påvirket patientsikkerheden.

Samtidig havde kommunens egne medarbejdere også oplevet forværrede forhold.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Tidslinje

April, 2018

Borgercenter Hjemmepleje gennemfører en organisationsomlægning, der skulle fjerne ledelsesmæssige og administrative stillinger til en samlet værdi af 5,6 millioner kroner årligt. Før omlægning i april 2018 var der 18 ledere og 12 planlæggere i Den Sociale Hjemmepleje, og efter omlægning faldt det med fem ledere og fire planlæggere.  


April, 2019 

Styrelsen for Patientsikkerhed giver Den Sociale Hjemmepleje 12 påbud - blandt andet for mangelfuld journalføring, medicinhåndtering, orientering om patienters rettigheder samt mangel på adgang til information om patienter, der har frabedt sig livsforlængende behandling. 

Det skete, efter at styrelsen var blevet opfordret til at kigge hjemmeplejen efter i sømmene. 

"Det er styrelsens vurdering, at manglende og uklare sundhedsfaglige instrukser udgør en risiko for patientsikkerheden,« skriver styrelsen i den samlede vurdering efter tilsynsbesøget." 


August, 2019 

Evaluering af omlægningen i Den Sociale Hjemmepleje viste dårlige resultater for både borgerne, der ikke oplevede samme service, og utilfredse medarbejdere, hvor en stor del var stoppet efter omorganiseringen. 


1. november 2019 til 21. januar 2020 

Arbejdstilsynet besøger Den Sociale Hjemmepleje flere gange - både uanmeldt og anmeldt. Afgørelse afslører store problemer med mobning, der har stået på i to år, og mistillid til ledelsen.


December, 2019 

Rapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed antyder fremgang i den Sociale Hjemmepleje Center Nord, men der er fortsat “mindre problemer af betydning for patientsikkerheden.”

Cecilie Blæsenborg Engell, hvad betyder det for borgerne, at I lige nu mangler 45 medarbejdere?

- Det er altid bedst, at der møder de samme op hver gang. Men i de her stillinger har vi også faste vikarer, der er ansat i en længere periode. Men det er altid godt for borgere og kolleger, at vi har en god solidt fast kerne. 

Har efterspørgslen på 45 nye medarbejdere noget med historierne om problemer med dårlige arbejdsforhold at gøre?

- Det, der handlede om trivsel, drejede sig om en bestemt enhed. Det her er på tværs af hele det samlede område. 

Er der andet, der har betydet ekstraordinære fyringer eller opsigelser den seneste tid?

- Nej

Er der i dag nogen som helst problemer internt på arbejdspladserne i Den Sociale Hjemmepleje?

- At der ikke er nogen som helst problemer, kan være svært at garantere. Der kan sidde en medarbejder her og der, der ikke mener, at de bliver hørt. Men der er blevet gjort kæmpestore ting for at rette op. Vi er kommet rigtigt langt. Det har dygtige medarbejdere, en ihærdig leder og eksterne rådgivning været med til. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik