På Vesterbro bliver bilruderne baldret én efter én: "Det giver ingen mening"

På få dage har 12 biler på Vesterbro mistet en rude. Men intet er blevet stjålet. Nu er politiet på sagen.

De seneste par dage har et mysterium taget form på Vesterbro. 

Siden lørdag har den ene bil efter den anden fået smadret en rude. Men der er ikke stjålet noget inde fra bilerne.

Og personen har formået at udføre gerningen igen og igen uden hverken at blive set eller hørt.

Ved du noget om sagen?

Så hører TV 2 Kosmopol gerne fra dig. Skriv til Clara Leck Bachmann på clle@tv2kosmopol.dk

Tip os

I Facebook-gruppen "Det sker på Vesterbro" bliver de seneste dages forbrydelser diskuteret flittigt.

TV 2 Kosmopol er bekendt med otte gader, hvor 12 biler har fået smadret en rude. Bibi Carlsen ejer en af de 12 biler. 

- I starten troede vi, at det var de dyre biler, de gik efter, og da var teorien, at det måske var nogle miljøaktivister, der var på spil, siger hun til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hun fortæller, at hun fik at vide af politiet, at gerningspersonen kan have brugt en bushammer til at slå ruderne itu. 

Det kan være forklaringen på, hvorfor ingen har hørt noget. 

Det undrer nemlig Bibi Carlsen, da der ikke er særlig langt mellem husene, og det derfor ikke burde kunne ske ubemærket. 

Én nabo står ofte ude på gaden og ryger, mens en anden nabo kan bruge timevis på sin altan, og en tredje nabo altid står tidligt op. 

- Mange af os har boet her i mere end 20 år. Det er jo næsten en lille landsby på mange områder. Så det er lidt atypisk, at der sker sådan noget hernede, siger hun til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.) 

Flere beboere i området har delt billeder af baldrede biler på Vesterbro.
Flere beboere i området har delt billeder af baldrede biler på Vesterbro.
Foto: Privatfoto

Vækket af politiet

Bibi Carlsen blev vækket påskesøndag af politiet, der ringede og fortalte, at der var begået hærværk mod flere biler på hendes vej, og bad hende komme ud på gaden. 

Da så hun, at hendes sorte Peugeot manglede en rude i venstre bagdør. Lidt længere nede ad vejen havde en Audi desuden fået smadret ruden ved førersædet. 

- Det giver ingen mening, at de er gået efter min lille, gamle bil. Man kan tydeligt se, at der ikke er nogen værdier i den, og der manglede heller ikke noget, siger Bibi Carlsen til TV 2 Kosmopol. 

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Posen med tomme flasker, børnesædet og de to jakker lå der stadig. Heller ikke handicapskiltet i forruden havde de rørt. 

- Politiet fortalte, at de ofte smadrer ruden ved bagsædet, fordi de så kan komme ind til bagagerummet og kigge. Men jeg har ikke noget, siger hun.

Blandt beboerne er der fortsat forvirring over de mystiske hændelser. Men politiet nærmer sig en forklaring. 

Københavns Politi bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at de den seneste tid har modtaget en række anmeldelser om hærværk mod parkerede biler på Vesterbro. 

- Der har både været tilfælde, hvor vinduesviskere er blevet knækket, og tilfælde hvor bilruder er blevet smadret, skriver vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard i en mail.

De ved endnu ikke, hvor mange gerningspersoner, der er tale om. Men politiet har fundet mindst én skyldig. 

- Vi har anholdt en 22-årig mand, som vi tog på fersk gerning i gang med at knuse en rude i en bil. Det efterforsker vi som forsøg på indbrud, og vi er i gang med at undersøge, om han står bag flere tilfælde, skriver Jesper Bangsgaard:

- Samtidig efterforsker vi en anden, som vi har genkendt på video, og som vi mistænker for at have knækket flere vinduesviskere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik