Parkeringspladser erstattes med træer ved Torvehallerne

32 bilparkeringspladser nedlægges og erstattes af grønne byrum med cykelparkeringspladser og plantede træer omkring Torvehallerne.

Området omkring Israels Plads og Torvehallerne bliver grønnere og får bedre parkeringsforhold for cyklister.

Det står klart, efter Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune mandag vedtog at omdanne bilparkeringspladser til grønne byrum og cykelparkeringspladser.

I det blåstemplede projektforslag er det meningen, at 32 eksisterende bilparkeringspladser på Linnégade og Rømersgade nedlægges og erstattes af blandt andet 15 nye træer og 76 cykelparkeringspladser.

- København mangler i den grad cykelparkeringspladser, og når vi anlægger flere af dem på bekostning af bilparkeringspladserne, er det også en del af den grønne omstilling. Vi vil gerne have flere til at tage cyklen, og det kræver investeringer i forholdene for cyklister, siger teknik og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Hvis man tager en tur forbi Torvehallerne i dag, kan man hurtigt se behovet for flere parkeringspladser til cykler, da en del står uhensigtsmæssigt uden for cykelstativerne, siger hun.

Kørebanen indsnævres

For at få plads til flere træer og bredere fortove skal kørebanen på de to gader indsnævres med en halv meters penge.

Når de 15 træer er plantet på Linnégade og Rømersgade, er det meningen, at de skal være med til at fungere som en slags grøn forbindelse mellem Botanisk Have og H.C. Ørstedsparken, der ligger på hver sin side af Torvehallerne og Israels Plads.

Begge parker var en del af Københavns gamle fæstningsring.

Desuden opstilles der fire bænke og fire affaldskurve.

Idéen er blevet til efter borgermøder og inddragelse af lokaludvalget. Jeudan, der ejer Torvehallerne, N. Zahles Skole, Arbejdermuseet og butiksejere på Frederiksborggade har også været hørt i processen.

- Vi har talt med lokaludvalget, som bakker op om projektet, og det samme gør jeg, da der i den grad er et behov for at tilføje flere træer og give bedre plads til cykler, siger Ninna Hedeager Olsen. 

Projektet forventes at blive sat i gang i midten af 2020 og stå færdigt i slutningen af næste år.

Fra p-pladser til grønne byrum

Med projektet øges antallet af cykelparkeringspladser omkring Torvehallerne fra 260 til 336 pladser. Ladcykler kan anvende de almindelige cykelstativer.

 

Der plantes i alt 15 nye træer - syv træer i Linnésgade og otte træer i Rømersgade.

 

Der etableres 23 nye cykelparkeringspladser i Linnésgade og 53 nye cykelparkeringspladser i Rømersgade.

 

Efter anlæg af projektet vil der være otte almindelige bilparkeringspladser i Linnésgade og ni bilparkeringspladser i Rømersgade.

 

Antallet af handicappladser, pladser til delebiler, el-biler og taxaer fastholdes.

 

Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik