Parti prøver igen: Borgere skal have adgang til særlige P-pladser

Udenlandske ambassader i København råder tilsammen over flere hundrede parkeringspladser. Mange af dem står tomme om aftenen og natten.

Den kroniske mangel på parkeringspladser i København får nu de konservative til at genfremsætte et  forslag om, at borgerne skal have mulighed for at parkere på ambassadepladser, der står ledige i aften- og nattetimerne.

Partiet forsøgte sig med et lignende forslag tilbage i 2016, men blev afvist af forvaltningen på rådhuset, som mente, at forslaget ikke kunne gennemføres..

Nu er de konservative klar igen - og denne gang med et forslag, der er justeret i forhold til 2016.

- Vi har presset forvaltningen på maven og spurgt, om der er lovgivning på området. Det er der ikke. Det er ikke noget, der står i Wienerkonventionen. Der er tale om sædvane, når ambassaderne råder over parkeringspladser, siger Morten Melchiors, der er konservativt medlem af Teknik og miljøudvalget i København.

Tilbage i 2016, da partiet sidst skubbede på, svarede forvaltningen:

-Praksis er udarbejdet i samarbejde med Udenrigsministeriets Protokol, som også formidler kontakt fra ambassaderne og anbefaler etablering af pladserne, evt. i samarbejde med PET. Ambassadepladser indgår ofte i ambassadernes beredskab, bruges af besøgende diplomater, gæster osv. Det er derfor ofte ikke muligt at tidsbegrænse pladserne for på den måde at gøre dem anvendelige til beboerparkering i aftentimerne, lød det i forvaltningens kommentar.

Har set efter i Wienerkonventionen

Men i 2017 undersøgte forvaltningen sagen yderligere og i et notat citerede den Wienerkonventionens artikel 25, hvor der står:

”Modtagerstaten skal yde repræsentationen alle lettelser i varetagelsen af dens opgaver.” Og i samme forbindelse konkluderede forvaltningen, at man af det ikke kan udelede en præcis pligt til at sørge for parkeringspladser.

Og Morten Melchiors mener, at både ambassader og borgere kan tilgodeses, hvis man indgår frivillige aftaler.

- Det har Københavns Kommune allerede med Norges ambassade, hvor borgerne har mulighed for at parkere om aftenen. Vi får næppe sådan en aftale med den russiske ambassade, som ellers råder over rigtig mange P-pladser, men det samme gør den britiske, og måske er de samarbejdsvillige. Så ideen er at spørge dem alle sammen, om de vil være med frivilligt, siger han.

Tilbage i 2017 oplyste forvaltningen i sit notat, at der samlet er tale om 235 P-pladser fordelt på blandt andet ambassader, ambassadørboliger og konsulater.

Den argentinske ambassade i Borgergade råder over en stribe P-pladser, der - som regel - ikke bruges, når ambassaden er lukket.
Den argentinske ambassade i Borgergade råder over en stribe P-pladser, der - som regel - ikke bruges, når ambassaden er lukket.
Foto: Carsten Helleberg

Ambassadernes pladser er primært koncentreret i Indre By og brokvartererne med en overvægt af pladser på Østerbro. De 235 pladser er fordelt mellem cirka 75 lande.

Bedre udnyttelse giver grønne muligheder

SFs Astrid Aller skriver i en sms til TV 2 Kosmopol, at hendes parti støtter det konservative forslag.

- Vi vil gerne have mere plads til grønt frem for P-pladser, og det får vi bedre plads til ved at udnytte pladsen på de parkeringspladser, der skal eksistere uanset hvad, skriver hun.

Teknik- og Miljøudvalget behandler forslaget på sit møde mandag den 10. juni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik