Politibetjent spurgte, om Mads kunne hjælpe med at bære malerier væk fra Børsen: ”Jeg var rystet”

Da borgeren Mads Sølling mandag cyklede forbi Børsen i København, havde han næppe forestillet sig, at han dagen efter skulle se bygningen i brand.

- Er der nogen, der har mod på at hjælpe hurtigt?

Sådan lød spørgsmålet, der var rettet mod københavneren Mads Sølling og flere andre borgere tirsdag formiddag i forbindelse med branden i Børsen.

- Vi var selvfølgelig mange, der sagde: 'det vil vi gerne', siger Mads Sølling til TV 2 Kosmopol.

Ifølge Mads Sølling var spiret på Børsen lige kollapset, da politimænd spurgte om hjælp.

quote - I går cyklede jeg forbi spiret og beundrede det og tænkte, ej, hvor har vi egentlig en dejlig bygning der, og så i dag (tirsdag, red.) skete det her.

Mads Sølling, selvstændig

- Der var nogle politimænd, som kom ud med hjelme på og spurgte os i nærheden, om der var nogen, der havde mod på lige at bære nogle ting med over, siger Mads Sølling og fortsætter:

- Så blev man bare givet nogle ting, som man så skulle hjælpe med at få ud af børsbygningen, siger han.

Skulpturer, spejle og kendt maleri

Mads Sølling stod ved trapperne ved indgangen til Børsen, da han fik overrakt flere forskellige genstande fra Børsen, som skulle bæres væk.

- Jeg bar et maleri i nogle forskellige farver sammen med tre andre gutter og en politimand, siger Mads Sølling og fortæller, at der også var en masse andet, der blev båret ud af den brændende bygning.

- Det var ikke kun malerier, det var også skulpturer og mapper med forskellige ting, og alt muligt andet, som man jo selvfølgelig ikke rigtig havde tid til at spørge om, og heller ikke rigtig interesserede sig for, hvad var, men man ville godt hjælpe til med at få så meget ud som muligt, siger Mads Sølling til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter galleriet).

Det var da heller ikke genstande uden betydning, der tirsdag blev slæbt ud af den brændende bygning.

Blandt andet blev skagensmaleren P.S. Krøyers maleri ”Fra Københavns Børs” fra 1895 båret ud fra den brændende Børsen-bygning, hvor det efterfølgende blev bragt i sikkerhed.

Ifølge enhedschefen for magasinering ved Nationalmuseet Camilla Jul Bastholm, lykkedes det dem at redde over 400 værker og genstande ud af Børsen - herunder spejle, prismelysekroner og nogle ure.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Beundrede bygningen mandag

Selvom Mads Sølling var villig til at hjælpe med at få genstande væk fra Børsen, så var det en surrealistisk oplevelse.

- Jeg var selvfølgelig rystet, og jeg troede desværre, at det ikke var lige så slemt, som det er, siger Mads Sølling og fortsætter:

- I går cyklede jeg forbi spiret og beundrede det og tænkte, ej, hvor har vi egentlig en dejlig bygning der, og så i dag (tirsdag, red.) skete det her. Det er stadig lidt rystende, siger Mads Sølling. 

- Der sker jo værre ting rundt omkring i verden, men for os danskere, der er lidt patriotiske omkring det, vi selv har, så er det jo forfærdeligt alligevel, slutter Mads Sølling. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik