Oversigt

Seneste nyt

Politiet øger opmærksomheden på jødiske steder i København

Københavns Politi øger opmærksomheden omkring jødiske og israelske steder i hovedstaden, efter at den palæstinensiske militante organisation Hamas har angrebet Israel.

Det oplyser vagtchef Stefan Ladeby natten til søndag.

- Vi har skærpet opmærksomheden omkring israelske og jødiske interesser i politikredsen på baggrund af den igangværende konflikt, siger han.

Den igangværende konflikt henviser til angrebet mod Israel, som Hamas indledte lørdag morgen.

Hundredvis af israelere har mistet livet, og mange er blevet taget som gidsler af den palæstinensiske organisation.

Israel har også indledt flere luftangreb mod Gazastriben, et tætbefolket afspærret palæstinensisk område, hvor Hamas holder til. Her er mindst 232 døde.