Programmet for Fredagsrock er på plads: Fire koncerter kræver pladsreservation

Der kan bookes plads til fire udvalgte Fredagsrock-koncerter i Tivoli 14 dage i forvejen. Det skal afværge dårlige koncertoplevelser. Der er noget for enhver smag i årets program, lyder det fra kulturdirektør.

Inden længe går det igen løs med Fredagsrock i Tivoli. 

Fra den 14. april til 22. september vil der således være 24 fredage med musik på Plænen - her vil koncertgæster kunne opleve kunstnere som Tobias Rahim og Deep Purple.

Det oplyser Tivoli onsdag. 

I år er det på forhånd bestemt, at fire udvalgte koncerter kræver pladsreservation. Det drejer sig om følgende fire koncerter:

  • 21. juli: Macklemore
  • 28. juli: Thomas Helmig
  • 29. juli: Thomas Helmig (LørdagsHits)
  • 22. september: Tobias Rahim


Du kan se hele programmet nederst i artiklen.

Fire særlige koncerter

Sidste år kom Fredagsrock i Tivoli skidt fra start, da der to fredage i træk opstod problemer. Under koncerten med Icekiid den 15. april opstod der tumult, der betød, at koncerten blev afbrudt i otte minutter. 

En mor fra Helsingør fortalte efterfølgende TV 2 Kosmopol, at hendes 16-årige søn var blevet mast i græsset mellem de mange publikummer under koncerten.

Fredagen efter var der igen dårlig stemning. Interessen for koncerten med Andreas Odbjerg og Artigeardit var så massiv, at flere forsøgte at forcere hegnet til Tivoli - efter at portene allerede var lukket lidt efter klokken 20.00.

Tivoli mente, at unge var "gået langt over grænsen", og siden indførte forlystelsesparken et pladsreserveringssystem, og det bliver altså også i år aktuelt til de fire ovennævnte koncerter. Kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann, vil ikke oplyse, hvor mange der får lov at reservere plads - men:

- Det er et stort område, så vi håber, at de fleste kan få en plads.

- Vi vil gerne undgå at komme i en situation, hvor der kommer så mange, at det bliver en dårlig koncertoplevelse eller til gene for andre gæster, siger Frederik Wiedemann til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Billeder fra fredag aften den 22. april 2022, hvor unge mennesker forcerede hegnet til Tivoli.
Billeder fra fredag aften den 22. april 2022, hvor unge mennesker forcerede hegnet til Tivoli.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Så godt som en garanti

Pladsreservationen gælder kun for koncertområdet, så der vil være adgang til resten af Tivoli for andre gæster uden pladsreservation.

Der kan reserveres plads online på tivoli.dk 14 dage i forvejen.

- På den måde er der tid til at planlægge ud fra, om man har fået plads, og vi undgår også, at folk hamstrer pladser, uden at vide, om de kan komme, siger Frederik Wiedemann.

Han mener også, at sidste års erfaringer burde værne Tivoli mod booking-problemer.

- Vi er nede på et antal gæster, der booker pladsreservationer, hvor det ikke burde give tekniske problemer, siger kulturdirektøren.

quote Vi er også opmærksomme på, at det skal være en god koncertoplevelse og en god Tivoli-oplevelse, for dem der ikke er til koncerten

Kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann

Er man garanteret en plads, hvis man har en pladsreservation?

- Så godt som. Tivoli har altid det forbehold, at vi kan lukke for adgang til haven, hvis der er for mange mennesker. Og her kan grunden være koncert eller andet. Teoretisk set kan man opleve, at vi lukker for adgang, men det er ekstremt usandsynligt, at vi kommer i den situation. Risikoen er nu meget mindre end tidligere, hvor der ikke var pladsreservation, siger Frederiks Wiedemann.

Tivoli lukkede som sagt dørene sidste år forud for koncerten med Andreas Odbjerg og Artigeardit. Og før det var seneste gang, at portene lukkede, da Kim Larsen gav koncert i 2018.

Nogle koncerter egner sig ikke

Bærer jeres bookinger i år præg af, at I ikke ønsker et særligt publikum med en særlig opførsel?

- Vi prøver stadig at lave Fredagsrock, som har noget til alle generationer og enhver smag. Men vi er også opmærksomme på, at det skal være en god koncertoplevelse og en god Tivoli-oplevelse, for dem der ikke er til koncerten.

- Derfor er der nogle koncerter, vi ikke holder. Der er nogle navne, hvor musikken ville stå dårligt i haven. Tivoli er et ret fint sted, vi også skal passe på. Men vi vil meget gerne have både unge gæster og modne gæster, siger Frederik Wiedemann.

Han henviser til, at der på plakaten i år både er nogle meget nye og unge navne i forhold til, at det er Fredagsrock. Derudover er der også ældre navne som eksempelvis Deep Purple.

Hver fredag i de tre sommermåneder er Fredagsrock en del af konceptet Havefest. Her vil der være musik og underholdning af forskellig art - og i år vil der være mere fokus på stand-up.

Sidste år lancerede Tivoli lørdagsunderholdning i form af LørdagsHits - og det er i den forbindelse, at blandt andet Thomas Helmig optræder den 29. juli.

Fredagsrock-program 2023

14. april: Eee gee & Soleima

21. april: Joey Moe & Shaka Loveless

28. april: Zar Paulo & Patina

5. maj: Mø & Ashibah

12. maj: Jonah Blacksmith

19. maj: Oh Land & Pil

26. maj: D-A-D

2. juni: Magtens Korridorer

9. juni: Deep Purple

16. juni: Jada

23. juni: Phlake

30. juni: Christopher

7. juli: Texas

14. juli: TV2

21. juli: Macklemore

28. juli: Thomas Helmig

4. august: Malte Ebert & Svea (SE)

11. august: Rick Astley

18. august: Burhan G

25. august: Swan Lee

1. september: Drew Sycamore

8. september: Hans Philip

15. september: Annika Aakjær & Lis Sørensen

22. september: Tobias Rahim

Program til LørdagsHits 2023

29. juli: Thomas Helmig

Fredagsrock-program 2022

8. april: Scarlet Pleasure

15. april: Icekiid + Jimilian

22. april: Andreas Odbjerg + Artigeardit

29. april: Aqua

6. maj: Cheff Records + Lisa Fosmark

13. maj: Martin Jensen + FVN

20. maj: Benjamin Hav & Familien + Zar Paulo

27. maj: Malurt

3. juni: Burhan G

10. juni: Gnags

17. juni: Tina Dickow

24. juni: 50 Cent

1. juli: Rasmus Seebach

8. juli: Mads Langer

15. juli: Kesi

22. juli: Tom Jones

29. juli: Birthe Kjær & Feel Good Band

5. august: L.O.C.

12. august: Dizzy Mizz Lizzy

19. august: MØ + Ashibah

26. august : Malk De Koijn

2. september: Folkeklubben + Hugorm

9. september: Lord Siva + Victor Leksell

16. september: Ude Af Kontrol + Kato

23. september: Jung

Program til LørdagsHits 2022

Den 16. juli: Østkyst Hustlers

Den 23. juli: Poul Krebs

Den 30. juli: Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen

Den 6. august: Michael Learns to Rock

Den 13. august: Dodo & The Dodos

Den 20. august: Anna David + Søren Sko med Tivolis Big Band

Den 27. august: Johnny Deluxe


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik