Regeringen skal aktivt arbejde for en permanent våbenhvile, siger demonstrant

Tusindvis marcherede søndag eftermiddag fra Esplanaden på Østerbro til slotspladsen foran Christiansborg i København for at kræve en permanent våbenhvile under krigen mellem Israel og Hamas i Gaza.

- Vi er her for at kræve frihed og retfærdighed for det palæstinensiske folk og for at kræve, at vores regering presser på for en omgående våbenhvile nu. Israel skal stoppe bombardementerne af civile palæstinensere.

Sådan lyder det fra Dalia Kababo, talsperson Stop Annekteringen af Palæstina, om søndagens demonstration i København.

Bevægelsen, der sammen med andre organisationer arrangerede søndagens demonstration i København, mener, at den danske regering kan gøre meget mere for at stoppe bombardementerne.

Men regeringen har flere gange taget afstand fra det her. Hvad vil I mere have?

- Vi vil have, at de aktivt arbejder for en permanent våbenhvile. Det er ikke nok med humanitære pauser. De skal aktivt arbejde for, at Israel skal stoppe bombardementerne og lægge pres på Israel med alle midler, de har, svarer Dalia Kababo.

Forstå krigen mellem Israel og Hamas

  • Den 7. oktober angreb terrororganisationen Hamas flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.

  • Ifølge israelske myndigheder blev omkring 1200 israelere dræbt, og der blev taget flere end 200 gidsler.

  • Efterfølgende har Israels militær (IDF) svaret igen med massive bombardementer og en landoffensiv i Gaza, der er kontrolleret af Hamas.

  • Ligeledes har Israels militær i perioder afskåret befolkningen i Gaza for vand, elektricitet og nægter nødhjælp at krydse grænsen ind til det palæstinensiske område,

  • Angrebene mod Hamas har kostet tusindvis af civile liv. Det samlede dødstal i Gazastriben er ifølge Gazas sundhedsministerium, der er kontrolleret af Hamas, 17.487 personer – heraf tusindvis af børn.

  • Siden krigen brød ud har propalæstinensiske demonstrationer - næsten dagligt - fyldt i Københavns gader. Her er der blandt andet blevet demonstreret imod Israels angreb i Gaza og drabene på civile.

  • Lignende demonstrationer har fundet sted i mange europæiske storbyer som London, Rom og Berlin, ligesom der i byer som Sydney, Seoul og New York har været demonstrationer for Palæstina.

Hvad vil I konkret have, at regeringen skal gøre?

- Det kan være at sanktionere. Vores regering handler med våben med den israelske stat - det skal de lade være med, siger Dalia Kababo.

- Det handler om at bryde de diplomatiske bånd. Det handler om boykot. Det handler om at bruge de institutionelle organer, der er, for at lægge pres på Israel for en våbenhvile, siger Dalia Kababo.

Skal man ikke også lægge pres på Hamas? For hvis de udleverer gidslerne, har Israel sagt, at de er villige til våbenhvile?

- Der skal to til en våbenhvile. Vi må konstatere, at Israel er besættelsesmagten, som har ansvaret for det, der foregår. De har Vestens støtte og opbakning, og derfor bærer de det primære ansvar for folkedrab og angreb på civilbefolkningen, siger Dalia Kababo og fortsætter:

- Så længe de bliver ved med det, og så længe der ikke kommer en permanent våbenhvile og retfærdighed og frihed for det palæstinensiske folk, så bliver vi ved med at protestere, siger Dalia Kababo.

Søndag var flere tusinde mennesker samlet til demonstration i København. 

Ifølge demonstrationens Facebook-begivenhed har demonstranterne fire krav:

  • Øjeblikkelig og varig våbenhvile

  • Ubegrænset adgang til nødhjælp

  • En ende på den ulovlige belejring af Gaza

  • Frigivelse af de over 7000 palæstinensiske gidsler i Israel mod frigivelsen af de resterende israelske gidsler i Gaza.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik