Oversigt

Seneste nyt

Royal Run ændrer start- og målområde

Arrangørerne bag Royal Run har valgt at ændre både start- og målområdet, når der i år skal løbes i København og på Frederiksberg.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.

Starten rykker fra Nyhavn til området omkring Christiansborg Slotsplads, hvor startskuddet lyder i Slotsholmsgade.

Amalienborg er fortsat slutdestination, men målstregen er rykket til den historiske bygning Kolonnaden.

Ændringen sker for at optimere oplevelsen for alle deltagerne, lyder det i pressemeddelelsen. 

- Det nye startområde giver os meget mere plads – både til de mange deltagere, der ser frem til en god oplevelse på ruterne, men også til tilskuere, logistik og underholdning, siger Dorte Vibjerg, der er adm. direktør for Sparta og med til at arrangere Royal Run i København og på Frederiksberg.

Der forventes 42.500 deltagere til Royal Run i hovedstaden, når der løbes den 20. maj 2024.