Oversigt

Seneste nyt

Snart begynder genopførelsen af nedbrændt etageejendom

Den 28. maj tages første spadestik til genopførelsen af etageejendommen Grøndalsbo i Vanløse, som nedbrændte i foråret 2022 i det, der blev kaldt den værste storbrand i Københavns nyere tid.

Det oplyser ejerforeningen Grøndalsbo E/F i en invitation sendt til TV 2 Kosmopol.

Ejerforeningens bestyrelse skriver, at Københavns teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) vil deltage ved det symbolske første spadestik, som tages sammen med entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S, der skal stå for at genopføre den store boligkarré.

Det er forventningen, at byggeriet reelt set for alvor går i gang i starten af september, når en endelig byggetilladelse foreligger.

130 lejligheder nedbrændte i marts 2022, da en tagbrand i boligbyggeriet på Grøndals Parkvej i Vanløse bredte sig hurtigt. 

Senere viste det sig, at brandsikkerheden under taget var særdeles mangelfuld og var medvirkende til, at branden opslugte hele ejendommen og ikke bare en enkelt opgang.