Spiser vi edderkopperne i søvne? Ni ting du måske ikke vidste om de små lodne dyr
Nikolaj Scharff har beskæftiget sig med edderkopper i 50 år, og han tror på, at du kan blive mindre bange for dem ved at blive klogere på dem. Vi har bedt ham om at hjælpe os af med vores frygt.
Du har muligvis set videoer på sociale medier af de ottebenede lodne dyr, der gemmer sig bag stikkontakter og møbler. Du har måske selv mødt dem under sengelagnet eller i sofaen?
Det er i hvert fald blevet efterår, og edderkopperne vrimler frem som aldrig før. Eller gør de nu også det?
TV 2 Lorry tog med eksperten Nikolaj Scharff på edderkoppejagt i Botanisk Have for at få svar på alle vores spørgsmål. Han be- eller afkræfter nogle af de ting, der gør, at du måske er særligt er bange for det lille, men faktisk aldeles nyttige kryb ...
Han er professor ved Statens Naturhistoriske Museum, hvor han forsker i edderkoppers biologi og evolution.
Edderkopper har været en livslang interesse for ham, som startede, da han som 15-årig fik en bog om edderkopper af sine bedsteforældre. Han har nu rundt regnet beskæftiget sig med de små dyr i cirka 50 år.
Der findes 50.000 beskrevne edderkoppearter på verdensplan.
Cirka 565 af de arter lever i Danmark, og ingen af dem er farlige for mennesker, forsikrer Nikolaj Scharff.
Så du kan måske allerede nu ånde lettet op, hvis du er en af dem, der frygter edderkopperne.
1. Kravler edderkopperne ind i min mund, når jeg sover?
Det helt enkelte svar er nej. En edderkop vil slet ikke bryde sig om at være i din fugtige mund.
Den vil langt hellere søge mod et tørt gemmested i dit hjem.
2. Er jeg i større sikkerhed på fjerde sal?
Edderkopper er fuldstændig ligeglade med, hvilken etage du bor på. Nikolaj Scharff er sikker på, at hvis man lavede en undersøgelse, hvor man sammenlignede antallet af edderkopper i stuen og på fjerde sal, så ville man ikke opleve nogen betydelig forskel. Edderkopper kan sagtens kravle op både udvendigt og indvendigt i bygningen.3. Skal jeg være bange for at blive bidt af en dansk edderkop?
Alle edderkopper har gift, og alle edderkopper kan bide, men så længe du bor i Danmark, er det slet ikke noget, du skal være bange for. Ud af de 50.000 edderkoppearter på verdensplan er det kun omkring 20 arter, som er farlige for mennesker, og de lever typisk i Sydamerika eller Australien. Derudover er det utroligt svært at få en edderkop til at bide. Du skal klemme og irritere dem, før det kan ske, for edderkopper er af natur ikke aggressive. Skulle du alligevel blive bidt af en dansk edderkop, ville det kun føles som et myggestik eller mindre. Edderkoppens gift er kun stærk nok til at lamme et lille insekt, og giften ville ikke engang kunne påvirke en lille mus og derfor slet ikke et menneske.4. Kan de springe på mig?
Der er kun én familie af edderkopper på verdensplan, der kan springe, og det er springedderkoppen. Den kan dog ikke springe meget mere end 10 centimeter fra blad til blad, og så er det en art, der lever udendørs.Du skal derfor ikke frygte, at edderkopperne hopper fra en væg og over på dig.
Artiklen fortsætter under billedet ..
Foto: Christian Sørensen - Ritzau/Scanpix
5. Er store edderkopper farligere end små?
En af de edderkopper, mange i Danmark er særligt bange for, er husedderkoppen, som du typisk finder i dit hjem. Den er nemlig ofte rigtig stor, og den kan blive helt op til ti centimeter. Husedderkoppen er dog helt ufarlig. Faktisk skal du være glad for, at den er der, for den dræber eksempelvis spyflyer, som kan transportere sygdom ind i dit hjem.
De få farlige edderkopper i udlandet, som kan slå mennesker ihjel, er nærmere to til tre centimeter. Du kan altså ikke vurdere, hvor farlig en edderkop er, ud fra størrelsen.
Artiklen fortsætter under billedet ..
Foto: Gert S Laursen - Ritzau/Scanpix
6. Er der flere edderkopper i efteråret?
Du føler måske, at edderkopperne er alle vegne, når efteråret er over os. Det er du i så fald ikke alene om. Nikolaj Scharff bekræfter. at han og kollegaerne får særligt mange henvendelser hvert eneste efterår, men faktisk er der slet ikke flere edderkopper, afslører han. Det er er bare denne tid på året, at de er blevet voksne og er allerstørst. De er altså lettere at få øje på. Tilmed er der i højere grad dug i edderkoppespindene udendørs, som derfor også bliver tydeligere.Edderkopperne lever typisk kun én sæson. De udklækkes fra deres æg i foråret, og så vokser de sig store hen over sommeren, hvor de bliver kønsmodne og lægger æg. før de fleste dør i sensommeren. Det er de færreste edderkopper, der lever vinteren over.
7. Kan jeg spise en edderkop?
Du kan sagtens spise edderkopper, og de er fyldt med proteiner. I områder som Sydøstasien er dybstegte edderkopper faktisk en delikatesse. Nikolaj Scharff har selv spist edderkopper, og han lover, at de smager fint, ligesom andre insekter i øvrigt gør. Han vil endda mene, at de færreste ville kunne smage forskel på en dybstegt reje og dybstegt edderkop ved en blindsmagning.8. Må jeg slå dem ihjel?
Edderkoper er både gode for dit hjem og gode for planeten. De er ifølge Nikolaj Scharff jordens vigtigste rovdyr og spiser på verdensplan mellem 400 og 800 millioner tons insekter om året! Det svarer til jordens samlede befolkning i vægt. Hvis vi lykkedes med at udrydde alle edderkopper, ville det ganske enkelt være en katastrofe, siger han.Så hvis du ser en edderkop, skal du helst bare lade den være. Du bør lære at elske den og være glad for alt det andet skidt og kravl, den holder ude af dit hjem. Som nævnt vil edderkoppen hverken angribe dig eller kravle ind i din mund om natten.
9. Hvad laver de på mit gulv?
De fleste med frygt for edderkopper har nok oplevet, at pulsen stiger en anelse, hvis en stor husedderkop kommer farende hen over stuegulvet. Samtidigt har flere måske også undret sig over, hvad de egentligt laver der? Hvorfor gemmer de sig ikke? Men faktisk er det kun hanedderkoppen, du ser på dit gulv, og han er ikke ved at i angribe dine fødder. Nej, han er ude for at score damer. Det er nemlig sådan, at hunedderkoppen ligger og gemmer sig, og så handler det om for hannen at finde hende for at parre sig. Når hanedderkoppen endelig har fået en dame i nettet, så at sige, er det imidlertid en kort fornøjelse. Efter parringen dør hannen, da der ikke længere er brug for ham. Ofte ender han endda som et måltid for hunnen.
Sådan finder du edderkopper og deres spind
1. Der er flest edderkopper at finde i sommermånederne juni og juli.
2. I sensommeren og starten af efteråret er flere af edderkopperne blevet voksne og dermed større. Det kan gøre dem nemmere at finde.
3. Det kan være nemmere at finde dem om aftenen, da edderkopper er et nataktivt dyr.
4. Edderkoppespind kan være svære at spotte, man kan med fordel kigge efter, om edderkoppen har fået spundet noget med i spindet. For eksempel hvis du ser et fritsvævende blomsterblad.
5. Når du har fundet spindet, kan det være svært at se ordenligt. Derfor kan man bruge små pumper med majsmel, for at tydeliggøre dem.
Du kan møde Nikolaj Scharff i videoen øverst i artiklen.
_
_