Stine har stor succes med sin simple mad Vi skal fjerne presset ved at invitere middagsgæster

Stine Kirkegaard stiftede i 2021 cateringvirksomheden Easy Peacy. I dag har hun stor succes med den simple, italiensk-inspirerede mad og har udgivet en kogebog i håb om, at folk vil lave mere mad derhjemme - uden præstationspres.

Du kender måske madfænomenet og cateringvirksomheden Easy Peacy.

Hvis du ikke gør, kommer du formentligt til det.

Den simple italiensk-inspirerede mad er nemlig over alt på Instagram, til modeuger og events rundt omkring i København.

quote Vi havde behov for at vise, at man godt kan lave rigtig dejlig mad, uden det behøver at være meget perfekt.

Stine Kirkegaard

Og nu har stifteren, Stine Kirkegaard, i samarbejde med firmaets kreative direktør Ida Ravn, udgivet en kogebog med de simple retter og menuer, de serverer i regi af Easy Peacy.

De håber, at de kan inspirere flere til at lave mad selv - og fjerne det pres, der kan være ved at invitere middagsgæster.

- Vi har ofte oplevet, at folk får et kæmpe præstationspres, når de skal invitere på folk på mad derhjemme, siger Stine Kirkegaard, der i 2021 startede Easy Peacy fra sin lejlighed på Amager.

- Og vi havde behov for at vise, at man godt kan lave rigtig dejlig mad, uden det behøver at være meget perfekt.

Du kan møde Stine Kirkegaard i videoen øverst i artiklen og se, hvordan hun tilbereder og anretter en af hendes yndlingsopskrifter - nemlig en piemontesisk kyllingesalat, som du får opskriften på herunder.

Piemontesisk kyllingesalat

Ingredienser (4 personer):

  • 1 hel kylling

  • 1 løg

  • 5 stængler bladselleri med top

  • 2 spsk. salt

  • 1/2 spsk. peberkorn

  • 4 spsk. eddike

  • 4 spsk. olivenolie

  • 1 fed hvidløg

  • 5 salvieblade

  • 250 gr. blandet salat

  • 70 gr. valnødder

  • 200 gr. friskost (f.eks. ricotta, pecorino, mozzarella, frisk gedeost)

  • 1 spsk. sorte oliven (uden sten)

  • 1/2 bundt basilikum

  • Skal fra en halv citron

  • Salt og peber

Find en stor gryde frem. Dup kyllingen med køkkenrulle for at fjerne overflødigt blod med videre. Kom kyllingen i gryden og dæk den med vand. Pil skrællen af løget, halver det, og kom det i gryden sammen med toppen af bladselleristænglerne, salt og peber. Har du nogle grøntsagsrester, så kom dem endelig i gryden. Det giver ekstra smag til fonden. Kog kyllingen i cirka 45 minutter afhængig af størrelsen. Jo større kylling, jo længere tid. Kyllingen må ikke være rosa ved benet.

Bland marinaden ved at røre eddike, olivenolie, presset hvidløg, hele salvieblade, salt og godt med peber sammen.

Læg den færdigkogte kylling i en skål og sæt den til afkøling. Gem hønsefonden til andre retter. Den kan nemt fryses. Pluk kyllingen, når den er afkølet. Kom kødet i en skål, hæld marinaden over og bland det godt sammen. Kom kyllingen i en lufttæt beholder i køleskabet i minimum 60 minutter - gerne natten over.

Skær bladselleri i tynde skiver. Rist hele valnødder på en tør pande og hak dem groft.

Find et fad frem. Skyl salat og kom det i bunden. Fordel kyllingen over. Kom bladselleri og valnødder over. Fordel osten i større stykker og pynt med oliven og hele basilikumblade. Slut af med flagesalt, godt med peber, lidt ekstra olivenolie og citronskal.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik