Tre unge mænd sigtes i to sager om voldtægt i København

Ifølge politiet er to kvinder blevet voldtaget i København. Den ene voldtægt blev begået under en fest.

Tre unge mænd har mandag været fremstillet i to forskellige sager om voldtægt i København.

I den ene sag er en 27-årig mand blevet varetægtsfængslet i foreløbig ti dage efter et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Han sigtes for at have voldtaget en kvinde ved en fest, fremgår det af politiets sigtelse. Kvinden var ifølge Københavns Politi ikke i stand til at sige fra eller modsætte sig samlejet.

Manden nægter sig skyldig.

I den anden sag er en 18-årig mand og en en 17-årig dreng sigtet for en voldtægt begået mod en 17-årig pige.

Grundlovsforhøret i denne sag fandt sted ved Retten på Frederiksberg.

Fuldbyrdet voldtægt

Den 18-årige har ifølge politiets oplysninger begået fuldbyrdet voldtægt mod offeret, mens den 17-årige har forulempet pigen med sine fingre.

Dommeren på Frederiksberg har besluttet at fængsle den ældste i foreløbig 11 dage, mens den yngste har fået sin anholdelse opretholdt i tre døgn.

Det vides ikke, hvordan de anholdte forholder sig til sigtelsen.

Ved grundlovsforhør kan en dommer beslutte at løslade eller varetægtsfængsle den sigtede eller opretholde den sigtedes anholdelse.

Når anholdelsen opretholdes i tre døgn, skyldes det som regel, at der efter dommerens vurdering ikke er tilstrækkelige beviser til at godtgøre en varetægtsfængsling.

Dommeren ønsker dog - af forskellige årsager - heller ikke at løslade den sigtede og giver i stedet politiet mulighed for at fremskaffe yderligere beviser.

Efter tre døgn bliver den sigtede så fremstillet i grundlovsforhør igen.

Begge grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik