Unge fra hele Europa samles til politisk topmøde i hovedstaden: "Vi kan gøre en forskel"

I denne weekend er hundredvis af unge fra hele Europa samlet til politisk topmøde på Ungdomsøen på Middelgrundsfortet.

Danske Anna Windt Courbin deltager for anden gang i den politiske samtale:

-Jeg synes, det er megavigtigt med ungeinddragelse. Det er os, der skal leve med konsekvenserne af de beslutninger, der bliver taget nu, siger hun.

Sammen med andre unge fra 32 forskellige lande, er hun taget til politisk topmøde på Ungdomsøen. 

Der er rigeligt med europæiske udfordringer at debattere, men Anna Windt Courbin er ikke i tvivl om hvad der er den vigtigste sag at sætte fokus på. 

- Altså klimaet er det altoverskyggende, slår hun fast.

Stor gevinst at forskellige perspektiver mødes

For tyske Linder Brown er fokus et andet:

-Jeg synes, ligestilling er vigtigst, fordi det er fundamentalt for os alle.

Og fra Rumænien kommer endnu et perspektiv:

- Jeg sætter samarbejde øverst, fordi det læner sig ind over solidaritet, lyder det fra Miruna Oonstantin.

Netop at de unge kommer med forskellig tilgang til de politiske emner, er en stor gevinst, mener Anna Windt Courbin:

- Vi får mange flere perspektiver, end vi ellers ville have gjort. Og vi kan gøre en forskel ved at inddrage vores synspunkter, som ellers ikke bliver inddraget, hvis det kun er de gamle, der bestemmer, siger hun. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Håber politikerne vil lytte

Bag arrangementet står Nyt Europa, Højskolerne og Ungdomsøen. Formålet er at styrke de unges stemme, indflydelse og engagement politisk.

- Vi sidder tit bag vores skærme derhjemme og kan have vores ensidige holdninger. Men nu mødes vi og snakker om, hvad det er, vi vil i fremtiden og på den måde også skabe håb for andre, siger Julie Rosenkilde, der er sekretariatsleder i Nyt Europa.

Gennem forskellige debatter og workshops vil de unge sætte deres egen politiske agenda.

I morgen skal de så præsentere deres ideer og holdninger for rigtige politikere og kandidater til Europa-Parlamentet.

- Jeg håber, de vil lytte til os og tage vores besked med ind i Europa-Parlamentet, lyder det fra tyske Linder Brown.

Og danske Anna Windt Courbin er enig:

- Jeg håber, det ikke bare bliver sådan, at nu har vi talt med nogle unge, men at de rent faktisk også arbejder med det.

Og hvis politikerne lytter til de unge stemmer, så er der altså håb for fremtiden, lyder det fra ungdommens Ø lige uden for Københavns Havn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik