Og spørger man en ungeforsker, så er det ikke tilfældigt, at det netop er metoden med en teltlejr, som de studerende vælger til at presse universitetet.
- Den teltlejr, vi ser her, er i høj grad inspireret af det, vi ser i resten af verden. Unge, der bliver hverdagsaktivister, og som inspirerer hinanden, siger Søren Østergaard, der er leder af Center for Ungdomsstudier.
Det har man - for blot at nævne et par stykker blandt mange - også set i New York, Paris, Berlin, Montreal og Sydney. Og så sent som i formiddag ryddede politiet en propalæstinensisk teltlejr fra et universitet i Amsterdam.
- Vi har jo den der oplevelse af, at unge er mindre politisk aktive. Reelt er der sket en markant vækst i antallet af unge, der er politik interesserede. Og en del af den interesse bliver født gennem TikTok, Instagram og sociale medier i det hele taget, siger ungeforskeren.
Han spår også, at man i fremtiden vil se flere af denne type holdningsudvekslinger fra unge.