Øl, cigaretter og musik. Det er noget, der kendetegner et værtshus. Men for Café Ægir på Nørrebro i København må de fremover tage til takke med øl og cigaretter.
De har nemlig fået forbud af Københavns Kommune mod at spille livemusik.
Værtshuset har over en periode på fire år haft livemusik én gang om måneden. Efter klager fra en enkelt beboer, ifølge Café Ægir, har værtshuset nu måttet lukke ned for sang og guitarspil.
- Det er superærgerligt, fordi livemusik er en del af det at have en bar. Det skaber en fin stemning, men det må vi ikke, for det larmer, fortæller Pernille Sørensen, der er bestyrer på Café Ægir, til TV 2 Lorry.
Ingen dialog
Det er Københavns Kommune, der har lukket for livemusikken hos Café Ægir. De har været i opgangen, hvor værtshuset ligger, for at måle lydniveauet. Støj fra caféer må ikke ligge på mere end 30 decibel før klokken 22, hvilket svarer til fuglesang og hviskende tale. I en lejlighed nær Café Ægir blev der registeret et lydniveau på 35 decibel.
Pernille Sørensen er særligt ked af, at der ikke har været mulighed for dialog med den utilfredse beboere, og kommunen er blevet direkte inddraget.
- Der har ikke været så meget dialog at føre. Personen har ikke været interesseret i at have en dialog. Når kommunen fortæller os, at vi larmer, så kan vi ikke gøre noget. I sidste ende kan vi miste vores alkoholbevilling, fortæller bestyreren.
Skru ned eller lydisolér
Selvom Café Ægir har eksisteret i flere år og ikke har modtaget klager som denne før, fortæller miljøinspektør i Teknik- og Miljøforvaltningen under afdelingen for støjgener Max Møller til TV 2 Lorry, at man laver lydmålinger, når der kommer klager fra borgere.
- Der er værtshuse, der har eksisteret i mange år uden at have fået klager, men så kan det være, at nogle nye tilflyttere synes, det er for højt, og så må værtshuset stoppe med at spille, hvis vi vurderer, det er for højt, siger Max Møller.
Han uddyber, at de muligheder, værtshusene typisk har for at imødekomme klagerne, er at stoppe med at spille høj musik eller lydisolere, så det opfylder kommunens krav. De muligheder blev Café Ægir også præsenteret for, men med visse forbehold.
- Begge ting vil være et sats, for hvis vi får flere klager, så kan det få konsekvenser for vores bar. Kommunen ville ikke opfordre os til at prøve, for så ville det blive meget dyrt for os, hvor vi blandt andet kunne miste vores alkoholbevilling. Så det tør vi simpelthen ikke, siger Pernille Sørensen.
Selvom Café Ægir nu har droppet at spille livemusik, vil værtshuset stadig fortsætte med at spille musik fra deres anlæg.
Decibel-skalaen
100 decibel: Kraftigt musikanlæg
90 decibel: Voldsom råben
85 decibel: Maximal grænse for arbejdsstøj
80 decibel: Typisk hårtørrer, trafikeret gade
70 decibel: Støjende restaurant, støj fra personbil
65 decibel: Typisk gadestøj i beboelsesområder
60 decibel: Almindelig samtale
50 decibel: Dæmpet tale
40 decibel: Dæmpet radiomusik
30 decibel: Fuglesang, hviskende tale
20 decibel: Hænder, der gnides mod hinanden
10 decibel: Svag raslen af blade
0 decibel: Høretærskel for normalt øre
Kilde: fys.dk