Vi nærmer os norske tilstande: Nordlyset rammer igen - få forklaringen her

Man skulle ikke tro, at nordlys er en sjældenhed i Danmark, så ofte som det ses for tiden. Her er eksperternes forklaring.

Så skete det igen. 

Nordlyset var atter over Danmark torsdag aften og kunne ses tydeligt i alt fra Nordsjælland til København. 

- Det var så vildt, skriver Brit Kirkegaard fra Ålsgårde til TV 2 Kosmopol. 

Hun fortæller, hvordan de grønne farver på himlen begyndte at danse for øjnene af hende. Hun har aldrig set nordlys før, så det var en vild oplevelse. 

Men det er ikke kun danskerne, der er begejstrede over det sjældne syn. Heller ikke eksperter har set noget lignende før. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nordlys i Tisvildeleje
Nordlys i Tisvildeleje
Foto: Privatfoto

Cecilie Nørholm er astrofysiker hos Planetarium i København, og ifølge hende er det dybt usædvanligt, at Danmark får så meget nordlys. 

- Nu er det sket to-tre gange inden for en måned, at vi har kunnet se forholdsvis kraftigt nordlys. Det har jeg ikke hørt om tidligere, siger hun til TV 2 Kosmopol. 

Er der tale om decideret norske tilstande?

- Måske hvis man er i det sydlige Norge. Omkring Lapland, hvor mange tager hen for at se nordlys, vil nordlyset fylde hele himlen nærmest dagligt, og det kan vi ikke helt leve op til. Men man har kunnet se nordlyset i næsten hele Danmark, og det er helt sikkert usædvanligt, siger Cecilie Nørholm. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nordlys i Allerød
Nordlys i Allerød
Foto: Privatfoto

Det er svært at sige, om det er sket tidligere, for der er ikke nogen, der officielt registrerer nordlys i Danmark, fortæller hun. 

Nordlyset skyldes, at Solen er inde i en aktiv periode. Solen har sin egen cyklus, der varer i omkring 11 år, hvor aktivitetsniveau falder og stiger.

Solen vil blive mere og mere aktiv frem mod omkring 2025, fortæller Cecilie Nørholm. Der er altså med stor sandsynlighed gode muligheder for at se nordlys i et par år endnu.

(Artiklen fortsætter efter billedet.) 

Nordlys i Melby
Nordlys i Melby
Foto: Privatfoto

Det er partikler fra Solen, der skaber den øgede aktivitet. Partiklerne bliver slynget ud i rummet, og når de rammer Jordens atmosfære, bliver nordlyset skabt.

Desuden er Solen og Jorden netop nu placeret på en måde i forhold til hinanden, der gør, at flere partikler bevæger sig mere ned mod Jordens atmosfære end normalt, fortæller astrofysikeren. Det sker altid ved jævndøgn, når Solen står præcis over Ækvator.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nordlys i Roskilde
Nordlys i Roskilde
Foto: Privatfoto

Også Tina Christensen, klimavidenskabelig rådgiver hos DMI, fortæller, at det kraftige nordlys skyldes Solens cyklus og mængden af partikler, Solen slynger mod Jorden.

- Normalt rammer partiklerne Jordens magnetfelt ved de højere breddegrader, da det er længere nordpå, at magnetfeltet kommer tættest på atmosfæren, siger Tina Christensen til TV 2 Kosmopol:

- Det betyder, at man normalt skal til Norge eller Grønland for at se nordlyset. Men når aktiviteten er så kraftig, og der bliver slynget så mange partikler ud fra Solen, trækker de længere mod syd, og så kan man se det helt nede i Danmark. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nordlys i Vanløse
Nordlys i Vanløse
Foto: Privatfoto

Nordlyset rammer normalt i et bånd rundt om den nordligste del af Jorden, som man kalder for nordlyscirklen, fortæller Tina Christensen.

- Det bånd trækker lidt mod syd ved disse meget kraftige begivenheder, og det betyder, at der er nogle andre geografiske lokationer, man kan se nordlys, siger hun. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nordlys i Liseleje
Nordlys i Liseleje
Foto: Privatfoto

Farverne på himlen bliver skabt, når partiklerne fra Solen rammer et ilt-atom i atmosfæren. Det får elektronerne i atomet til at bevæge sig, og når de falder på plads igen, udsender det lyset, som vi kender som nordlys.

- Det har været meget voldsomt det her forår, jeg har også været overrasket over omfanget, siger Tina Christensen:

- Det plejer heller ikke at være noget, der sker flere gange på en måned. Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet det så kraftigt før. 

Nordlys på Amager
Nordlys på Amager
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik