Rat, midterkonsoller og forskelligt GPS-udstyr er eftertragtede tyvekoster. Og i København har tyvene travlt.
På bare et år er antallet af indbrud i parkerede biler steget med ti procent. Det viser tal fra Gjensidige Forsikring, som har fået aktindsigt i indbrudsstatistikken fra Københavns Politi.
I hele 2019 blev der begået 3177 indbrud og tyverier fra biler i hovedstaden. Tallet er det højeste siden 2015 og er en stigning på ti procent i forhold til 2018.
Og tyvene er åbenbart blevet mere modige. For der sker flere indbrud i Københavns Indre By, hvor der ellers er flere mennesker og hvor de fleste steder er godt oplyst.
- Hvis du parkerer i længere tid, så gør det så vidt muligt i nærheden af beboelse og gadebelysning, og hvis du har synlige værdier i bilen, du kan fjerne, så læg dem i bagagerummet, hvor tyvene ikke kan se dem, siger Henrik Sagild fra Gjensidige Forsikring.
Han og forsikringsselskabet har samlet en række råd til bilejerne om, hvordan de bedst muligt undgår indbrud.
- Luk alle vinduer helt til - inklusive ruder og soltag.
- Sørg for at have tyverialarm installeret i bilen. En alarm, som larmer, kan ofte være med til at stresse tyvene så meget, at de må opgive.
- Undgå så vidt muligt at parkere på øde områder uden beboelse.
Og så er der københavnske veje, hvor man måske skal undgå at parkere bilen. I listen herunder kan du se, hvor der er flest indbrud i biler.
Her sker der flest bilindbrud.
Københavnske bilejere blev i 2019 tilsammen ramt af 3.177 indbrud. Gjensidige Forsikring har opgjort hvilke ti veje, der er sket flest bilindbrud på.
- Nyropsgade: 226
- Vester Søgade: 100
- Nørre Voldgade: 82
- Blegdamsvej: 68
- Ved Glyptoteket: 53
- Skt. Peders Stræde: 52
- Dyrkøb: 51
- Juliane Maries Vej: 42
- Herholdtsgade: 39
- Tietgensgade: 38
Kilde: Københavns Politi for Gjensidige Forsikring