Corona Camping skal genfødes som nyt koncept: ''Vi vil opfinde noget helt nyt''

Midt i den omdiskuterede strid mellem Corona Camping og Køge Kommune vil ejeren af campingpladsen nu forny stedet for at hjælpe dem, der har det svært i livet.

Corona Camping – En pause fra livet.

Et sted hvor campister og folk, der har det svært i livet, kan mødes. Hvor man let kan komme i kontakt med en sagsbehandler, en psykolog eller en coach. Og hvor man kan få et springbræt videre i livet.

Sådan forestiller medejer af Corona Camping, Susanne Farnø, sig nu fremtiden for den omdiskuterede campingplads.

- Vi vil opfinde noget helt nyt. Tænk hvis vi kan være en slags camp, hvor man let kan få fat i en sagsbehandler, psykolog eller coach. Målet er, at vi skal være et sted, der hjælper mennesker, der har det svært, videre i livet, fortæller hun til TV 2 Kosmopol.

quote Vi bliver nødt til at bruge alt den fokus, der har været på os til noget positivt.

Susanne Farnø, medejer, Corona Camping

De nye visioner for campingpladsen er opstået midt i en omdiskuteret strid mellem campingpladsen og Køge Kommune.

Køge Kommune ønsker nemlig at smide flere af de nuværende beboere på campingpladsen for døren.

Det skyldes, at flere af beboerne bor hele året på campingpladsen, og det er i strid med loven.

Striden mellem campingplads og kommune har resulteret i, at beboerne på pladsen er blevet politianmeldt og social- og boligminister, Pernille Rosenkratz Theil (S), nu har åbnet for muligheden for at lovgivningen kan ændres i campisternes favør. 

Og den skærpede opmærksomhed på Corona Camping ser Susanne Farnø som en gylden mulighed for at forny campingpladsen.

- Vi bliver nødt til at bruge alt den fokus, der har været på os til noget positivt. Derfor har vi tænkt over, om vi kan gøre tingene på en anden måde. Tænk hvis vi blev til noget helt nyt. Noget som man ikke har set før, fortæller Susanne Farnø.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Susanne Farnø er klar til at drive Corona Camping i en ny retning.
Susanne Farnø er klar til at drive Corona Camping i en ny retning.
Foto: Leo Mortensen / TV 2 Kosmopol

Et helt nyt koncept

Susanne Farnø har ikke selv en betegnelse for, hvad Corona Camping skal være. 

Hun tøver med at kalde det en campingplads, og ordet trailerpark er hun ikke begejstret for.

I følge hende er det en mellem ting mellem et socialt tilbud, et herberg og en campingplads. hvor der fortsat skal være plads til turister.

- Jeg ved ikke, hvad vi skal kalde det. Bare en camp måske? Turister er stadig velkomne. Så det er en form for mix mellem en campingplads og et socialt tilbud, siger hun.

Hvordan kommer det til at påvirke turismen på campingpladsen, tror du?

- Det tror jeg ikke kommer til at betyde noget. Mange der kommer her, er i forvejen interesseret i det lidt flippede miljø vi kan have herude. De er glade for, at det hele er lidt anderledes. Samtidigt så giver det bare en masse liv til campingpladsen, når der også er turister, svarer Susanne Farnø.

quote Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt de kan få tilladelse til det

Jonas Whitehorn (S), medl. Klima- og Planudvalget, Køge Kommune

Selvom det i øjeblikket er løse tanker om campingpladsen, som Susanne Farnø går rundt med, så ønsker hun at gøre alvor af dem.

Derfor påbegynder hun allerede langfredag en proces, der skal klargøre præcist, hvad campingpladsen kan og skal blive til.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Vi rammer jo lige ned i store samfundsproblematikker, der er for tiden i forbindelse med udfordringer i psykiatrien. Derfor skal vi se på, hvad det er, vi kan, og hvorfor det her et godt sted at være for blandt andet folk, der har udfordringer i livet, oplyser Susanne Farnø.

Hvad skal der til for at oprette et socialt tilbud?

For at oprette et socialt tilbud skal tilbuddet godkendes af et af landets fem socialt tilsyn.

I Corona Campings tilfælde er det Socialtilsyn Øst, der skal stå for godkendelsen.

En godkendelse tager udgangspunkt i både socialfaglige, pædagogiske, økonomiske og juridiske krav til kvaliteten.

Derudover skal der betales en takst til Socialtilsyn Øst på op til 123.000 kroner.  

Sagsbehandlingstiden for nye tilbud er normalt op til 24 uger, oplyser Socialtilsyn Øst.

Kilde: Socialtilsyn Øst.

Kan blive svært

Men drømmen om en sammenlægning af en campingplads og et socialt tilbud kan vise sig at være svær for Susanne Farnø at realisere. 

Det mener Jonas Whitehorn (S), der er medlem af Kilma- og Planudvalget i Køge Kommune.

- Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt de kan få tilladelse til det, fortæller han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Jeg har svært ved at se, hvad man kan gøre på en campingplads, som skal leve op til campingreglementet.

Han lægger dog ikke skjul på, at han er positivt begejstret for Susanne Farnøs idéer.

- Hvis der findes en eller anden lovlig måde at gøre det på, så er jeg egentlig meget åben for det. Jeg er glad for, at de er begyndt at tænke i alternativer. Alle roser jo Susanne og Michael Farnø for deres arbejde, men det handler desværre om at lovgivningen skal overholdes, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Beboerne på Corona Camping nægter at flytte fra campingpladsen. Det har nu resulteret i at en stor del af dem er blevet politianmeldt.
Beboerne på Corona Camping nægter at flytte fra campingpladsen. Det har nu resulteret i at en stor del af dem er blevet politianmeldt.
Foto: Julie Andersen

Derfor er Susanne Farnøs ambition at omdanne campingpladsen til noget, der styrer uden om campingreglementet.

- Jeg tror vi skal væk fra campingloven. Det må man kunne løse på en eller anden måde. Særligt i forhold til de mange mennesker, som det kommer til at gå ud over, siger hun.

Håbet for hende er, at de har en klar plan for Corona Campings fremtid i slutningen af april.

- Nu skal vi samle det hele på bordet og starte forfra. Det skal bare sættes op på en klar og nem måde, så kommunen forstår, hvad vi vil, siger hun.

Og det er ifølge Jonas Whitehorn (S) en god start på processen.

- Jeg tror, at det er den rigtige vej at gå. De skal formulere, hvad de vil, og så skal de henvende sig til kommunen, og så tager vi den derfra, siger han.

Herunder kan du se, hvordan det så ud den dag beboerne på Corona Camping skulle være fraflyttet stedet:

I januar kæmpede Corona Camping mod kommunen, der ville have pladsens helårsbeboere ud. Nu er fjenden en helt anden - og usynlig.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik