Oversigt

Seneste nyt

Politi: Sådan opstod skibsbranden

Tirsdagens brand i skibet "Rix Munte" i Køge Havn opstod i skibets lastrum i forbindelse med håndtering og lodsning af affald.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Der er ingen tegn på, at der er sket noget mistænkeligt, lyder det, men det skal undersøges, om alle regler er blevet overholdt.

Udmeldingen kommer, efter at politiets efterforskere torsdag for første gang har kunnet komme ombord på skibet, der tirsdag eftermiddag gik i brand.

Branden førte til, at sundhedsskadelig røg drev ind over Køge, hvilket medførte store afspærringer og påbud om ikke at bevæge sig udenfor. Der lød også sirenevarsel i byen.